SPONSORERET SAMARBEJDE MED NORDIC HARVEST: Okay, skal vi lige snakke lidt om hjemmelavet stracciatella ost?! Stracciatella ost kan bedst beskrives som den cremede midte i en italiensk burrata. En blød og super cremet friskost, der nærmest smelter på tungen. Og det bedste af det hele, man kan lave en udgave, der ligner meeeget den man kan købe i dyre domme i butikker, derhjemme!
Hvad er stracciatella ost egentlig?
Jeg stødte første gang på stracciatella for mange år siden på én af mine og Mikkels rejser til Rom. Og der blev jeg fuldstændig vild med det. Herhjemme er det begyndt at komme på menukortet rigtig mange steder i København. Og særligt ét sted i Torvehallerne er blevet kendt for netop deres stracciatella med.. hold nu fast… stenbiderrogn. Og det er så vanvittigt lækkert.
Smagen er meget flødeagtig og det er ikke fordi smagen er meget kraftfuld, den er derimod mild, men den er cremet. Nøj, hvor er den cremet. Og det er altså helt vildt lækkert i selskab med karamelliserede citroner som her og frisk baby romaine fra Nordic Harvest, som jeg har udviklet denne her opskrift til.
De der grillede citroner i øvrigt!
Det er måske ikke helt korrekt at kalde citronerne for grillede, for her er de egentlig bare blevet stegt hårdt på panden så de får farve og karamelliserer. Men har du en grillpande, så brug endelig den. Der sker et eller andet med citroner, når de får hård varme. Smagen bliver på en eller anden måde kraftigere og jeg er blevet helt besat af de her citroner, og serverer dem nærmest til alting lige i øjeblikket.
Retten her er oplagt at servere som en let frokost med et køligt glas hvidvin til. Måske endda en forårsdag på terrassen, selvom vejret lige nu slet ikke kommer i nærheden af forår! Men den er altså også god som tilbehør til fisk for eksempel eller bare til alt muligt andet. Tjah, den er faktisk bare god!
Og husk som altid her til sidst, at du kan følge med i mine madeventyr på min instagram @juliekarladk.
Stracciatella ost kan bedst beskrives som den cremede midte i en burrata ost. Og osten smager helt fantastisk i selskab med sprød baby romaine, salte ansjoser og grillet karamelliseret citron. Få ingredienser, men mere skal der ikke til.
- 1 mozzarella
- 1/2 dl piskefløde
- 1 pakke Nordic Harvest baby romaine
- 2 citroner
- Olivenolie
- 4 ansjoser
- Flagesalt
- Friskkværnet peber
Riv mozzarellaen fra hinanden til en helt cremet ostemasse.
Rør det sammen med fløde og lad den stå på køl i min. 30 minutter.
Halvér citronerne og varm en pande op på høj varme.
Kom lidt olivenolie på panden og steg citronerne med skæresiden ned af.
Steg et par minutter til citronerne karamelliserer og får en gylden stegeflade. Sæt dem til side.
Anret et fad med baby romaine. Læg ansjoser på salaten.
Kom stracciatella på salaten og pynt til sidst med de grillede citroner. Drys med friskkværnet peber og flagesalat. Dryp med en god olivenolie og servér.