Har du smagt rød quinoasalat? Det her er en af mine nye yndlingssalater, som passer godt som tilbehør til kød eller bare som en selvstændig ret. Det kommer vist ikke som nogen overraskelse længere, at jeg elsker quinoa, og jeg synes, at det er ret sjovt at udvikle nye opskrifter med quinoa som hovedingrediens. Så dem kommer der helt sikkert mange flere af. Det ekstra gode ved denne her quinoasalat er den stærke chili og lime dressing, som passer perfekt til bønnerne og avocadoen. Jeg ærger mig lidt over, at jeg ikke lige havde noget frisk koriander ved hånden, for det tror jeg helt sikkert vil smage fantastisk. Det må jeg gøre næste gang jeg skal lave quinoasalat!
Opskrift på rød quinoasalat med bønner & avocado
Rød quinoasalat med bønner & avocado
Forb. tid
15 min
Tilb. tid
20 min
Køkken:
salat
Antal: 4
Ingredienser
- 1 dl. rød quinoa
- 2 dl. vand
- 1 ds. røde kidney bønner
- 1 rød peber
- 6-7 cherrytomater
- 1 moden avocado
- 1/2 rød chili uden kerner
- 1 lime
- 1 tsk. agavesirup
- Olivenolie
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Skyl quinoaen grundigt, og kog det i ca. 15 minutter, indtil al vandet er optaget.
- Lad quinoaen køle af.
- Snit den røde peber og tomaterne fint og bland det sammen med den afkølede quinoa.
- Bland kidneybønnerne i, og bland det hele godt sammen med 1 spsk. olivenolie, salt og friskkværnet peber.
- Anret salaten på et fad og pynt med store stykker avocado.
- Snit chilien fint, og bland den sammen med agavesirup og saften fra en hel lime.
- Hæld dressingen over salaten og server den sammen med ekstra skiver lime.