Jeg har helt glemt at lægge min opskrift på pastasauce med blomkål på bloggen. Min elskede blomkålssauce, som jeg er helt vild med, og som ikke mindst også fungerer super godt i en speltotto, som jeg lavede for ikke så lang tid siden. Blomkålssaucen er den perfekte sunde erstatning til den opbagte sovs. Den er low carb og så passer smagen af blomkål bare fortrinligt sammen med denne her rugpasta og den sprøde bacon.
Jeg plejer for det meste at spise pasta lavet af sorte eller hvide bønner. Men en gang imellem falder valget også på rugpastaen, som jeg synes smager super godt. Det mætter også godt, så man har egentlig slet ikke behov for at spise så meget pasta. Jeg har købt pastaen i Torvehallerne, men jeg har også set det i min lokale Irma. Du kan også bare bruge almindelig fuldkornspasta, hvis du ikke kan få fat i rugmelsudgaven.
- 500 gr. rugpasta
- 650 gr. blomkål
- Grøntsagsbouillon (gem ca. 3 dl. til blomkålssaucen)
- 1 dl. piskefløde
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 3 spsk. frisk hakket timian
- Masser af frisk kværnet sort peber
- 1/2 tsk. salt
- 200 gr. bacon
- Hak løget og hvidløget fint og svits det i smør på en pande, indtil løgene er blevet bløde. Stil det til side og gem til senere.
- Skær blomkålen ud i små buketter.
- Kog blomkålsbuketterne møre i vand tilsat en økologisk grøntsagsbouillon-terning. Hæld vandet fra, men gem ca. 3 dl. bouillon til saucen.
- Kom blomkålsbuketterne i en foodprocessor sammen med 1 dl. fløde, ca. 3 dl. bouillon, 3 spsk. fint hakket timian, salt og peber. Tilsæt de bløde løg og hvidløg og blend blomkålssaucen, indtil man har en fin blomkålssauce. Tilsæt evt. lidt mere fløde, vand eller mælk, hvis man ønsker en tyndere sauce. Jeg kan dog godt lide min dejlig cremet – nærmest som en bechamelsauce.
- Hæld blomkålssaucen tilbage i gryden og hold den varm.
- Kog rugpastaen som anvist på pakken.
- Steg baconen sprødt på en pande og læg det over på noget fedtsugende køkkenrulle.
- Server rugpastaen med blomkålssauce og sprød bacon.
Opskriften på pastasauce med blomkål lavede jeg kort tid før jeg drog på ferie til Istanbul. I den sidste uge har jeg nemlig været et smut forbi den tyrkiske hovedstad (derfor den stille periode her på bloggen), og jeg er helt solgt.
Istanbul er fantastisk, inspirerende og rent kulinarisk synes jeg også, at den havde super meget at byde på. Vi spiste på nogle finere restauranter og på lokale spisesteder. Vi spiste også på et marked og alle steder fik vi skøn mad, der var dejligt krydret. Jeg er især vild med, at tyrkerne bruger aubergine og yoghurt til så mange forskellige ting. Aubergine er min yndlings-grøntsag og sammen med f.eks. lamme kebab er den hjemme.
I det hele taget spiste vi bare rigtig meget mad i løbet af ugen, og var ude at spise morgen, middag og aften så det næste stykke tid står den på en lidt sundere hverdag og lidt mere no carb end low carb.
13 kommentarer
Mhmm ser så godt ud!! 🙂
Amalie, sundesager.dk
Tak Amalie!
Ser super lækker ud. Den må prøves i weekenden! 🙂
Den kan varmt anbefales : )
Lavede din blomkålssauce til en gang bønnepasta, med stegte tomater, østershatte, courgette og cashewnødder – det var helt fantastisk ! Den blomkålssauce løfter en pastaret til et helt andet niveau 🙂
Hej Julie. Jeg kan ikke finde opskriften på blomkålssauce
Ej, hvor underligt, den er forsvundet. Jeg må lige finde den frem fra gemmerne, og lægge den på asap!
Nu er den på ; )
Super. Må prøves i aften 🙂
Du skriver “gem 3dl til sauce” . Hvor meget bouillon i alt?
Opskriften ser god ud, kunne tænke mig at prøve
Hilsen ulla
Hej. Må jeg stille et spørgsmål. Du skriver at “blomkålssaucen er en sund erstatning for den opbagte sovs”. Men hvordan er den opbagte sovs mere usund end blomkålssaucen med fløde, smør til stegning af løg, og stegt bacon? mange hilsner fra Per
Jeg fik en lykkelig familie her til aften. Voldsomt god opskrift – jeg stegte kyllingefileter til og skar i tern 😍
Juhuuu ih hvor dejligt at høre, og tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig.