Jeg har netop nydt denne her pizza til aftensmad. En glutenfri pizza med quinoa med fyld der består af en god økologisk chilispegepølse, mozzarella og blåskimmel ost. Man kan sådan set putte hvad som helst på pizzaen, jeg tog bare lige, hvad jeg havde i køleskabet, og ost og pølse er jo altid godt!
- 1 1/2 dl. quinoa ca. 300 gr. i kogt vægt
- 3 dl. vand
- Salt
- 2 stk æg
- Chili spegepølse
- 1 pose revet mozzarella
- 50 gr. blåskimmel ost
- Rucola
- Basilikum
- Skyl quinoaen grundigt.
- Kog quinoaen i ca. 15 min., eller indtil al vandet er absorberet og lad det afkøle.
- Bland den færdigkogte quinoa sammen med æg og salt.
- Smør quinoablandingen ud på en bageplade med bagepapir med en grydeske, og form en flot rund pizzabund.
- Bag pizzabunden i ovnen ved 200 gr. i ca. 20 minutter, eller indtil den har fået en let gylden overflade, virker fast og med lethed kan løftes fra bunden.
- Kom fyldet på pizzaen på nær rucolaen og basilikum bladene.
- Bag pizzaen færdig i ovnen, indtil osten er smeltet.
- Pynt pizzaen med rucola og basilikum og servér.
En glutenfri pizza uden hvedemel
Jeg er ikke selv glutenallergiker, men jeg kender efterhånden mange som er, og denne her pizzabund kan fungere som et godt alternativ til pizzabunden lavet på hvedemel. Også for folk der ikke har glutenallergi, er denne her pizza et sjovt alternativ. For det smager virkelig godt! Og så er quinoa et super sundt korn med et utrolig højt næringsindhold og indeholder godt med protein, så der er meget at vinde på den front.
Proteinniveauet i denne her pizzabund øges også med æggene, som er med til at binde dejen sammen. Pizzabunden er selvfølgelig ikke helt ligesom en pizzabund lavet på hvedemel, men den er fast og sprød i kanterne og kan sagtens spises med hænderne.
Jeg er ret begejstret for denne her bund og har man lyst til at lave en endnu smukkere pizza, kan man jo skifte den hvide quinoa ud med den sorte. Det kan se sindsygt flot ud, især hvis man pynter den med en hvid gedeost, lidt tynde skiver kogt rødbede og frisk spinat! Det har jeg i hvert fald planlagt til næste gang.
Har du lyst til at lave en glutenfri tærte, så kig med her, hvor quinoaen forvandles til en dejlig sprød tærtebund
6 kommentarer
Hej Julie 🙂
Faldt lige over din blog for et par uger siden. Den er da for fed!
Denne pizza ser dælme lækker ud!
Hej Jacob. Tak for det! Og fordi du læser med : )
Ser bare lækkert og smukt ud, som altid.
– Anne
Tusind tak Anne!
Hej JulieKarla 🙂
Kan jeg erstatte blåskimmel ost, med en anden ost?
Mvh Camilla
Ja sagtens, måske ikke lige frisk mozzarella, da der er for meget vand i. Men revet mozzarealla, gedeost, ricotta, flødeost you name it ; )