Sunde havregrynskager er meget lettere at lave, end man skulle tro. Jeg er blevet ret så glad for de her skønne og ikke mindst sunde kager med havregryn og banan. De er sprøde udenpå og dejligt bløde indeni. Der er ikke noget smør i dem eller sukker, men de smager super godt, og jeg glæder mig til at tage dem med i rygsækken, når jeg skal sidde på læsesalen i næste uge. Det er den helt perfekte eftermiddagssnack.
Sunde havregrynskager helt uden hvidt sukker!
Det gode ved de her kager er, at de kan fyldes med alt muligt fyld. Grundopskriften er bare banan, havregryn og æggehvide, men ellers kan man putte alle de nødder, tørrede frugter og chokolade i, som man har lyst til. Det er dog vigtigt, at man bruger meget modne bananer, som er brunplettede, da det er dem, der gør kagerne søde. Jeg har valgt at putte tørrede økologiske tranebær og kokosflager i, og det smagte super godt. Jeg bagte også en plade med mandler på toppen, og det kan også varmt anbefales. Næste gang (hvilket nok bliver i morgen) tror jeg, at der skal lidt mørk chokolade, masser af mandler og måske abrikoser i – bare for at prøve en variant af de her sunde havregrynskager.
Se også: Sunde kokosmakroner
Opskrift på Sunde Havregrynskager
- 300 gr. meget moden banan
- 1 æggehvide æg str. L
- 100 gr. fint valsede havregryn
- 50 gr. grov valsede havregryn
- 1 stor håndfuld tranebær
- 1 stor håndfuld kokosflager
- Evt. mandler til pynt
- Mos de skrællede bananer. Jeg plejer at bruge bagsiden af en grydeske i stedet for en gaffel.
- Tilsæt æggehviden og rør havregrynene i.
- Tilsæt tranebær og kokosflager.
- Form små havregrynskager med en ske og læg dem på en bageplade med bagepapir.
- Pynt evt. med mandler og bag kagerne ved 200 gr. i ca. 15-20 minutter, indtil de har en gylden brun overflade.
11 kommentarer
Hej! Du kan med fordel fryse bananer først, inden du bruger dem til bagværk eller smoothies. Jeg ved ikke hvad frysningen gør, men det fremhæver alt det søde i bananerne, uanset om de er nye eller “gamle”
Mange hilsner fra
Kokkepigen :-))
Hej Lotte!
Tak for tippet! Det vil jeg da prøve : )
Kærlig hilsen
Julie Karla
lækker opskrift!
kan man bruge rossiner istedet for tranebær?:)
Sagtens : )
Tak for en rigtig god opskrift! 🙂
Normalt lægger jeg ikke inde med grovvalsede havregryn, så jeg brugte muësli i stedet. Det kan sagtens anbefales som et alternativ 🙂
Selv tak Mette, og god idé med müslien!
Hej Karla
Kan havregrynskagerne bages dagen før, eller bør de spises umiddelbart efter bagningen?
Mvh
Tine
Hej Tine, De er helt klart bedst på selve dagen, da der ikke er fedtstof i. KH Julie K.
Har i dag lavet disse MUMS havrebanankager 2 gange.
Havde intet tørret frugt, men brugte i stedet solsikkekerner og en teske honning.
Første gang brugte jeg kun æggehvide som der stod i opskriften, men anden gang brugte jeg hele ægget.
Begge gange blev de Suuuuper lækre.
Er der en bestemt grund til at du Ikke bruger hele ægget?
I øvrigt er det skønt at zappe rundt i alle dine dejlige opskrifter.
Hilsen mormor Bente
Hvor dejligt Bente, det er jeg super glad for at høre. Nej, det er der ikke. Brugte bare kun æggehviden, da jeg vidste, det var godt til at binde dejen sammen.