Er der noget jeg er vild med, så er det klatkager. Jeg er også kæmpe fan af risengrød, så det er jo en win win, når jeg laver en lidt for stor portion risengrød. Min mor har altid puttet vanille fra en vanillestang i risengrøden, både når vi bare skulle spise grøden som den var med kanel og sukker, eller når den skulle bruges til ris a la mande. Og det gør jeg også. Derfor putter jeg heller ikke vanille i klatkagerne, men hvis man ikke gør som hjemme hos mig, så put gerne lidt vanille i. Jeg spiste klatkagerne sammen med multebærsirup, som min kæreste havde med hjem fra en af sine ture til Norge, og det smagte himmelsk. Men de er helt sikkert også gode sammen med syltetøj eller kanel og sukker.
Ingredienser
Ca. 400 gr. kold risengrød
1 æg
1/2 stang vanille (hvis ikke der er vanille i risengrøden)
1 spsk. sukker
1 spsk. mel
1 spsk. havregryn
Smør til stegning
Tilberedning
Bland risengrøden godt sammen med de øvrige ingredienser. Smelt ca. 1 spsk. smør på panden og lad panden blive godt varm og læg så små klatter af dej på panden. Vend klatkagerne, når de har fået lidt farve på den ene side. Når de er blevet lidt faste i det, tages de af varmen og serveres straks. Og gerne med lidt lækkert sirup.
Norsk multebærsirup |