Efter at have været væk fra bloggen i alt for lang tid kommer jeg her stærkt tilbage med en sund chokoladekage opskrift. Jeg udviklede opskriften for et stykke tid siden efterhånden, men har lavet den MANGE gange siden og hver gang med forskellige toppings.
Jeg kalder den en sund chokoladekage opskrift, da den er fyldt med gode sager som raw kakao, økologiske cashewnødder og medjool dadler. Og så er den toppet med mine yndlingsnødder (næst efter cashewnødder that is) de smukke pistacienødder. Et lille tip er også, at dryppe 70 % mørk chokolade over chokoladekagestykkerne. Det smager så forrygende godt!
- 200 gr. medjool dadler
- 150 gr. cashewnødder
- 2 spsk. gojibær
- 4 spsk. kakao
- Usaltede pistacienødder
- Evt. 70 % mørk chokolade
- Udblød gojibærene i vand, så det dækker et par minutter.
- Kom i mellemtiden dadler, cashewnødder og kakao i en foodprocessor eller blender, og blend indtil man har en sammenhængende masse. Kom herefter de udblødte gojibær i, og blend i få sekunder. Der skal stadig være stykker af gojibær i dejen.
- Beklæd et lille fad med husholdningsfilm og fordel chokoladekagedejen ud i formen. Sæt chokoladekagen på køl en halv times tid.
- Vend chokoladekagen ud på et skærebræt, fjern husholdningsfilmen og skær chokoladekagen i små stykker med en skarp kniv.
- Pynt chokoladekagen med pistacienødder eller hæld smeltet mørk chokolade over. Det smager også helt fantastisk!
Raw sund chokoladekage opskrift
Chokoladekagen er raw, så den skal altså ikke bages og kan bikses sammen på under en time, og så er den bare så smuk, synes jeg, med de små stykker af knaldrøde gojibær. Et ekstra spark af sundhed til en chokoladekage uden mel eller raffineret hvidt sukker.
På en måde kan man sige, at chokoladekagen minder meget om en brownie, idet den er så saftig og intens. Én ting er i hvert fald helt sikkert. Den er virkelig, virkelig vanedannende.
6 kommentarer
Det gør bestemt ikke noget med lidt ventetid, når opskrifterne er så lækre!
Jeg har prøvet samtlige af dine opskrifter, og jeg elsker dem alle. Tak for inspiration. 🙂
Hvor er du sød Frida. Det gør mig så glad at høre!
Velkommen tilbage!
Sikke en lækker opskrift! Ser super skønt ud! 🙂
Tusind tak Line!
Uhmm lutter gode ingredienser 🙂
Du er så inspirerende og tager gode fotos.
Tusind tak Maria! Det er jeg virkelig glad for at høre!