Denne chiagrød med kokos er særligt specielt på grund af mangopuréen. Mangopuré er sådan set bare moden mango, der blendes til puré, og det smager bare helt vidunderligt. Det er virkelig så nemt, og når man har lavet det, har man bare lyst til at komme det ovenpå alt!
Nu havde jeg lige lavet en chiagrød med kokos forleden, men forestil jer en havregrød med mangopuré og for eksempel lidt bananstykker eller hvad med at komme puréen oven på sin morgenskyr?! Man kunne også gå all in og servere den sammen med græsk yoghurt som en lille let dessert og så masser af skønne bær som for eksempel hindbær og brombær. Uh, det kunne blive en smuk dessert.
Pssst… er du i det hele taget bare kæmpe fan af chiagrød ligesom jeg, så tjek også en anden af mine yndlingsgrød nemlig denne opskrift på sund chiagrød med kakao og appelsin. Mums!
- 2 dl. usødet mandelmælk eller anden form for mælk
- 2 store spsk. chiafrø med top
- 1-2 tsk. agavesirup alt efter hvor sødt det skal være jeg brugte 1 tsk.
- 1 knivspids ren vaniljepulver
- 3 store spsk. kokosmel
- 1/2 moden mango
- Ristede kokoschips
- Bland mandelmælken sammen med chiafrø, kokosmel, agavesirup og vaniljepulver. Sæt det på køl natten over i køleskabet.
- Næsten morgen skrælles mangoen og den skæres i mellemstore stykker.
- Blend mangostykkerne i en foodprocessor eller blender, indtil man får en lækker, cremet mangopuré.
- Rør chiagrøden godt igennem, så den bliver helt ensartet og servér den i to skåle. Hæld godt med mangopuré over og drys med ekstra vaniljepulver og ristede kokoschips.
Chiagrød med kokos og den deeeeeejlige mango
Mango er faktisk en frugt, som jeg i starten ikke var sådan synderligt vild med, men som nu virkelig er vokset på mig, og som jeg i dag virkelig, virkelig elsker. Jeg tror bare, jeg lige i starten skulle vænne mig til den der meget parfumerede smag. Men efter rejser i østen og det faktum, at min lokale Irma meget tit er begyndt at have økologiske mangoer, er det virkelig blevet lidt af en favorit.
Jeg har da også lavet en del forskellige opskrifter med mango efterhånden. F.eks. denne her rissalat med mango og avocado, eller de her quesadilla med kylling, mango og avocado. Eller hvad med at gå helt tilbage til en af mine allerførste opskrifter på bloggen, og der hvor jeg virkelig fik øjnene op for den solmodne frugt, nemlig med min vietnamesisk mangosalat, som jeg både lavede og tog billeder af i Vietnam.