Det er jo (heldigvis!) stadig sommer, så derfor kommer der lige endnu en let og lækker sommersalat opskrift. Lige nu mens jeg skriver er vejret helt fantastisk, så hvis den også står på grillmad hjemme hos dig, kan denne her salat anbefales.
Lækker sommersalat opskrift med bær!
Jeg er ret vild med at putte bær i mine salater. Jeg elsker det søde indspark, og de supplerer bare så godt det lidt mere salte kød eller fisk, som man oftest spiser til sine salater. Jeg har f.eks. lavet salater med jordbær, kirsebær og hindbær og nu blev det altså med skønne danske blåbær denne her gang. Er du nysgerrig efter flere opskrifter med bær, så se bl.a. denne her nem bulgursalat med feta og jordbær, eller denne her bulgursalat med kirsebær, ærter og feta og minsandten om der ikke var en bulgursalat til med hindbær!
- 150 gr. kogt kamut eller andre former for hele korn f.eks. perlebyg-, rug eller spelt
- 100 gr. blåbær
- 2 små hjertesalater
- 1/2 udstenet agurk
- 1 avocado
- Let ristede solsikke- og græskarkerner hør- og sesamfrø
- Dildolie
- 1/2 dl. god olivenolie
- 10 gr. dild ca. 2 store håndfulde med stilk
- Citronsaft
- Frisk dild til pynt
- Start med dildolien. Kom dild og olivenolie i en blender eller foodprocessor og blend indtil dilden er hakket helt fint.
- Skyl hjertesalaten og bræk den i små stykker. Bland salaten sammen med kogt kamut, blåbær, avocado og skiver af agurk.
- Rist først hør- og sesamfrø på en tør pande og tag dem af varmen, lige når de begynder at poppe. Rist derefter solsikke- og græskarkernerne på den samme pande, indtil de begynder at tage farve. Lad dem køle af og bland dem sammen med hør- og sesamfrøene.
- Dryp godt med dildolie over salaten og dryp også lidt citronsaft over. Afslut med lidt salt og friskkværnet peber og ekstra frisk dild.