En lækkerbisken af en sag, men jeg advarer den er ikke kalorielet. Til gengæld smager den alt for godt og jeg serverer den tit når jeg har gæster, fordi det er en sikker vinder. Ærterne kan sagtens udskiftes med nye asparges.
Den første gang jeg smagte carbonara var, da jeg boede i Milano. Jeg kan faktisk tydeligt huske det, fordi det var første gang, at jeg spiste alene på en restaurant. Det var en lidt speciel oplevelse og egentlig aldrig noget jeg vænnede mig til, for det føltes lidt for ensomt, men maden den aften var virkelig en særlig oplevelse og jeg fortrød ikke et sekund, at jeg var taget alene på restaurant. I Milano lavede de ikke retten med fløde, men blot med æg. Det er lidt forskelligt hvad jeg gør, men begge udgaver smager godt og kan jo varieres på mange måder.
Ingredienser (4 pers.)
500 gr. penne
Baconstykke ca. 300 gr.
Frisk rosmarin
500 gr. hele ærter
2 dl. fløde
5 past. æggeblommer
150 friskrevet parmesan
Groft peber
Tilberedning
Baconen skæres i tern og steges sprøde sammen med rigeligt frisk rosmarin. Derefter lægges ternene over på en tallerken med køkkenrulle, så noget af fedtet kan suges fra. Æggeblommerne røres sammen med fløden og den revne parmesan og ærterne bælges. Herefter koges pastaen indtil den er al dente og vandet sies fra. Behold pastaen i gryden og hæld baconen og æggeblandingen i gryden sammen med ærterne (men gem lidt ærter til senere). Nu skal man være hurtig, for lad gryden stå på et lavt blus og rør rundt i blandingen indtil saucen ligesom hænger fast ved pastaen og tag så gryden af varmen. Det er vigtigt, at man ikke skruer for højt op eller lader gryden stå over blus for længe for så kan æggene godt ende med at koagulere.
Til sidst anrettes pastaen på tallerkener og toppes med friskbælgede ærter, frisk rosmarin og peber.
Penne Carbonara med nye danske friskbælgede ærter
Forrige indlæg