Jeg har netop lavet denne her æblecrumble opskrift i dag. Det var egentlig ikke planlagt, men jeg syntes ligesom, at vejret indbød til en hyggelig efterårsagtig dessert.
Altid lyst til noget sødt!
Efter jeg er blevet gravid, må jeg indrømme, at min søde tand har taget bare en smuuule over, og jeg har hele tiden lyst til et eller andet sødt. Derfor har jeg det sidste stykke tid også lavet en hel del søde, sunde sager. Mine daddelkugler eller daddelbar med citron har som altid været et hit, og så har jeg eksperimenteret lidt med de skønne danske æbler, der nu er i sæson. Det blev blandt andet til denne her sund æblekage opskrift.
Æblecrumble opskrift uden mel og hvidt sukker
Det er faktisk første gang, at jeg begiver mig ud i at kreere en æblecrumble opskrift. Jeg har smagt det før, men aldrig selv lavet det. Jeg er ikke så vild med en crumble, der har et alt for tungt låg af smør, mel og sukker. Jeg er mere til den lidt mere sunde udgave med godt med havregryn og nødder og en skøn og tydelig smag af kanel og vanilje.
Derfor har jeg også brugt en masse af mine yndlingsingredienser i denne her æblecrumble opskrift. Ingredienser som jeg altid har på lager, og som er et godt alternativ til de traditionelle crumble ingredienser. Agavesirup, kokosolie, mørk chokolade og masser af nødder og grovvalsede havregryn. Her er der altså ingen mel eller hvidt sukker.
Og Som den vakse læser måske har opdaget, så har der også sneget sig nogle pærer ind i min æblecrumble opskrift. Udover at jeg lige havde nogle meget modne pærer liggende, så er de med i opskriften for at give lidt ekstra naturlig sødme. Og så fungerer pærer bare super godt i selskab både med æbler, men især også sammen med mørk chokolade og kokos.
- 3 æbler
- 2 pærer
- Skal af 1/2 økologisk citron
- 1 spsk. citronsaft
- 2 spsk. agavesirup
- 1 spsk. kanel
- 50 gr. groft hakket mørk chokolade 70 %
- 5-6 dadler hakket i store stykker
- 150 gr. grovvalsede havregryn
- 25 gr. kokosmel
- 75 gr. blandede nødder grofthakket (jeg brugte usaltede pistacienødder, hasselnødder og mandler)
- 4 spsk. kokosolie
- 2 spsk. agavesirup
- 1 tsk. kanel
- 1/2 tsk. ren vaniljepulver
- Græsk yoghurt 10 %
- Vanilje
- Revet citronskal
- Agavesirup
- Skræl æbler og pærer og fjern kernerne, skær dem i mellemstore stykker, og kom dem i en skål.
- Bland kanel, agavesirup, citronsaft- og skal, groft hakket chokolade og dadler i, og rør godt rundt. Kom frugtblandingen i et ovnfast fad.
- Kom grovvalsede havregryn, kokosmel og groft hakkede nødder i en skål og rør rundt. Tilsæt smeltet kokosolie, agavesirup, kanel og vaniljepulver og rør godt rundt.
- Fordel den færdige crumble jævnt over æble- og pæreblandingen.
- Bag æblecrumblen i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 35-40 minutter, indtil crumblen har fået en flot gyldenbrun farve.
- Rør græsk yoghurt sammen med fint revet citronskal og ren vaniljepulver. Smag til med agavesirup, så yoghurten får en dejlig let sødlig smag, men stadig beholder noget af sin syre.
- Lad den færdige æblecrumble køle lidt af, og servér den lun sammen med vaniljeyoghurten. Top evt. med lidt kakaonibs, hvis du har det liggende. Det smager så godt.
2 kommentarer
Du har virkelig nogle lækre opskrifter 🙂
Tusind tak!