Rom er jo bare byernes by og ikke mindst madens by. Nu har jeg været på ferie i Rom de sidste to år og jeg elsker det. Især at gå på byens sprudlende markeder, spise byens cremede is og ikke mindst Italiens uovertræffelige pastaretter. Her er lidt inspirationsbilleder derfra.
Der er jo ikke noget bedre end et madmarked, hvor alt er frisk og lækkert og hvor prisen ikke mindst er overkommelig. Jeg er helt tosset med Torvehallerne i København, men desværre mangler stedet den der “torve-stemning”, som man finder på et italiensk marked. På det her marked i Rom, købte jeg tomater og appelsiner for bare at smage forskellen fra det man køber i Danmark og hvis ikke du har prøvet det, så gør det! Forskellen er jo helt utrolig.
Isen kan man selvfølgelig heller ikke komme udenom og der har jeg ikke rigtig noget yndlingssted, bortset fra at jeg altid går udenom kæderne for dem er der nogle stykker af. Ligesom jeg også altid går udenom Paradis Is i Danmark, det er simpelthen alt for masseproduktions-agtigt for mig.
Min yndlingsrestaurant i Rom hedder “La Taverna dei Fori Imperiali” og jeg har været der et par gange. De serverer simpelthen så dejlig mad. Sidst jeg var der fik jeg røget sværdfisk med rosenpeber til forret og en lækker dagens ret bestående af porchetta med knasende sprødt skind og til dessert…selvfølgelig husets tiramisu.
Sidst men ikke mindst er det skønt at drikke alt den gode italienske rødvin, især da Italien klart er mit favorit vinland.