I går lavede jeg en varm salat med bagt græskar til mig selv, som var spicet op med chili og masser af frisk salvie. Mmmm… den kunne jeg godt lide, så den skulle I selvfølgelig også ha’ fornøjelsen af.
Jeg elsker at lave lækre salater til mig selv, og en fyldig salat kan sagtens udgøre et helt aftensmåltid for mig. Der skal bare lidt protein og lidt sundt fedt til, så den mætter godt, og så er jeg godt kørende. Det er lidt noget andet med Mikkel, som godt vil have lidt mere end “bare en salat” til aftensmad, så når jeg ikke er alene hjemme, bliver der som regel altid lige suppleret op på proteinfronten.
En varm salat med bagt græskar på en hyggelig efterårsaften
Men i går var jeg alene hjemme og nød denne her lune salat, mens jeg nærstuderede nogle nye lækre kogebøger, hørte god musik og hyggede mig i min stue, der var godt tændt op med stearinlys. Og bettemanden sparkede lystigt derudaf i maven. Det var bare en hyggelig efterårsaften, som der meget gerne må komme mange flere af!
- 1 lille hokkaido græskar
- Frisk kværnet peber
- Salt
- Olivenolie
- 2 peberfrugter jeg brugte 1 rød og 1 gul
- 1/2 tsk. tørrede chiliflager
- 1 stor håndfuld frisk salvie
- 100 gr. feta jeg brugte gedefeta
- 1 håndfuld blandede oliven
- Skræl græskaret, fjern kernerne og skær det i mellemstore stykker. Fordel græskarstykkerne på en bageplade med bagepapir og dryp godt med olivenolie over. Drys med salt og peber, og bag græskarstykkerne i ovnen ved 200 gr. i 20 minutter, indtil stykkerne er dejligt møre.
- Mens græskaren er i ovnen skæres peberfrugterne i tynde skiver og svitses ved lav varme på en pande med olivenolie. Bland de tørrede chiliflager i. Peberfrugt stykkerne skal småsimre, indtil de er gyldne og bløde. Tag peberfrugt stykkerne af varmen, og bland dem sammen med frisk groft hakket salvie.
- Anret de bagte græskarstykker på et fad. Fordel de stegte peberfrugter ovenpå, drys med smuldret feta og oliven. Afslut med frisk kværnet peber og servér med det samme.