Mmmmm…. Mikkel og jeg fik de her morgenmadsbruschettaer med røræg og bacon, som jeg vælger at kalde dem, til morgenmad i dag, og det var et hit hos min bedre halvdel og også mig selvfølgelig! For hvem kan ikke lide æg og bacon sådan en lørdag morgen, hvor der er tid til at hygge sig og spise morgenmad i laaaang tid.
Faktisk blev denne her omgang røræg og bacon på ristet brød efterfulgt af en lækker, sund sød sag, som også kommer på bloggen en af de næste par dage. Kan løfte sløret så meget ved at sige, at det involverer granatæblekerner og kanel – en ret fantastisk kombo!
Morgenmadsbruschetta med røræg og bacon er en dejlig og fyldig morgemad
- 2 store skiver ciabattabrød
- Olivenolie
- Salt
- 1 tomat
- Purløg
- 4 stk æg
- 75 gr. bacon
- Frisk kværnet peber
- Steg baconen sprødt på en varm pande. Lad det køle af og skær det i små stykker.
- Rist ciabattabrødet på en grillpande og dryp god olivenolie over. Drys med salt.
- Skær tomaten i tynde skiver.
- Hak purløget fint.
- Pisk æggene sammen med frisk kværnet peber og salt. Steg æggemassen på en varm pande med fedtstof. Sluk for varmen og pisk godt rundt i æggemassen, så det bliver til en blød og cremet portion røræg.
- Fordel tomaterne på de ristede brød. Drys med purløg. Læg røræg ovenpå og afslut med bacon og ekstra purløg. Dryp til sidst med olivenolie og drys med ekstra salt og peber.
- Servér straks en omgang morgenmadsbruschetta for to med røræg og bacon.
Udover at spise morgenmad til langt op ad formiddagen, er dagen ellers gået med at gøre klar til den lille kommer. Der er stadig en del omrokeringer og diverse mindre boligprojekter, der skal klares inden, så der er god plads til familieforøgelsen. Men det er hyggeligt, og vi har egentlig bare nydt at gå og gøre klar, selvom vi godt kan blive bare en lille smule stressede over de ting, der stadig mangler. Men hvis ikke vi når det, så går det jo nok alt sammen alligevel. Han er jo nok ligeglad, når alt kommer til alt. Bare der er mad og en seng at sove i : )