Lavede denne her køleskabsgrød til mig og Nord i går, og det var et hit. Hvis du ikke kender køleskabsgrød, så er det egentlig bare kold grød, som står på køl natten over. Den skal ikke varmes op. Blot pyntes med alle mulig lækre toppings.
Jeg er vild med kold køleskabsgrød som denne her. Har lavet en udgave med rugflager for noget tid siden, men hvor jeg har blandet rugflagerne sammen med æblejuice i stedet. Denne her gang har jeg blandet havregrynene med resten af Nords æblemos og mælk.
Køleskabsgrød med æble og tranebær
Jeg brugte resten af et glas æblemos, jeg havde købt til Nord, fra Urtekram til denne her grød. Der var også tranebær i, og det smager altså virkelig virkelig skønt. Det er ikke altid, jeg lige får brugt mit frugt til hjemmelavet frugtmos, selvom det sker ret ofte, og så er det altså dejligt, at man kan få nogle lækre økologiske nogle på glas.
Igen vinder Urtekram altså på deres sortiment. Ej, hvor laver de bare nogle gode produkter (og det er altså ikke en reklame!). De skal bare have en stor thumbs up her fra! Og særlig efter jeg er blevet mor. Så er det simpelthen SÅ fedt med lækre børnevenlige økoprodukter.
Tilbage til grøden. Top den med hvad du vil. Jeg kan bare anbefale ristede mandler, da det passer så godt sammen med æblemosen. Der er til to portioner her. Jeg spiste dog næsten det hele på nær Nords lille portion, og jeg var mæt til godt op af dagen.
- 2 dl havregryn
- 2 dl mælk
- 1 dl æblemos
- 1 håndfuld blåbær
- 1 spsk ristede mandler
Bland havregryn med mælk og æblemos i en skål. Stil skålen på køl natten over.
Næste morgen røres der rundt i grøden og den pyntes med blåbær og ristede mandler.
Nu vil jeg runde af og tage til Svigerfars fødselsdag med hele familien. Vi skal dog lige tage et pitstop på vejen hos Breadstation i Charlottenlund, som seriøst laver byens bedste brød og kager! Mums. Se… det var hele to anbefalinger i ét indlæg. Ha’ en dejlig dag derude!
2 kommentarer
Jeg er kæmpe fan af køleskabsgrød! 🙂 Dét med æblemosen må jeg simpelthen prøve! Og super din video, forresten 🙂
Også mig! Og tak Nadia : )