Denne her avocadomad med hvidkål, feta og mandler lavede jeg til mig selv den anden dag, da jeg var alene hjemme om aftenen. Mmmm… sådan en avocadomad er det bedste jeg ved. Det er virkelig også noget, cafeerne rundt omkring i København har taget til sig. Der findes jo efterhånden avocadomadder i alle slags afskygninger på cafekortene.
Og med rette. For det smager bare også godt. Det er sjovt for lige så meget, jeg elsker avocado, lige så meget kan jeg også blive stiktosset, når mine avocadoer er dårlige. Argh… der er ikke noget mere træls end dårlige avocadoer, når man lige har alle de øvrige ingredienser til en god avocadomad eller måske en lækker guacamole.
Nå men denne gang var de helt perfekte, og så fik jeg lige hurtigt vendt lidt fintsnittet hvidkål med dijon, olivenolie og citronsaft og wupti 2 styks lækre avocadomadder med hvidkålssalat på toppen.
- 2 skiver rugbrød
- 2 håndfulde fintsnittet hvidkål (eller spidskål, rødkål mv.)
- En smule dijonsennep
- En smule olivenolie
- En smule citronsaft
- 1-2 spsk halverede ristede mandler
- 1-2 spsk smuldret feta
- Salt
- Friskkværnet peber
- 1 moden avocado
Rist rugbrødet.
- Riv hvidkål fint på et mandolinjern, og vend den snittede hvidkål med lidt dijonsennep, en sjat olivenolie og smag til med citronsaft samt friskkværnet peber.
- Halvér forsigtigt mandlerne med en kniv, og rist dem kort på en tør pande, så de lige får en lille smule farve.
- Mos avocadoen og smør den på de to ristede stykker rugbrød.
- Fordel hvidkålssalaten ovenpå, og top derefter med ristede mandler samt smuldret feta.
- Dryp med olivenolie, drys med lidt salt og peber og servér med det samme.
jkjkj