God påske til jer derude! Jeg drager til Jylland i dag på påskeferie med familien, men inden da skal I lige have en opskrift på noget af mit yndlingstilbehør for tiden, nemlig bagt blomkål med karry og spidskommen.
Jeg har lavet en lignende opskrift for MANGE år siden. Det er denne her opskrift på ristede kikærter og blomkål med karry, men Nord er endnu ikke hoppet med på kikærtebølgen, så det er kun blomkål for tiden.
Men det er helt fint, for jeg er vild med bagt blomkål, og særligt når det er vendt med karry og spidskommen og serveret med en hurtig krydderurte creme fraiche dressing. Blomkål smager altså bare lidt bedre på denne her måde. Når det er bagt i ovnen, så det lige får denne her crispy kant, og er dejlig mør indeni.
Jeg laver ofte retten som tilbehør til falafler (vi er vilde med dem fra Urtekram), eller til lammefrikadeller eller oksefrikadeller.
- 1 stk mellemstort blomkålshoved
- Ca. 1 1/2 tsk mediumstærk karry
- 1 tsk knust spidskommen
- salt
- 200 gr creme fraiche 9 %
- 3-4 spsk frisk finthakket purløg og løvstikke
- 1 tsk dijonsennep
- Skær blomkålen ud i buketter, og kom dem på en bageplade.
Hæld olivenolie over blomkålsbuketterne, og drys med karry, spidskommen og salt. Vend det hele godt rundt.
Bag blomkålen i ovnen, og rør undervejs. Ved 200 gr. i ca. 25-30 minutter, eller indtil blomkålen får lidt farve i kanterne og er dejligt møre.
Imens blandes creme fraiche med finthakkede krydderurter og sennep. Smag til med salt og peber.
Drys ekstra finthakket purløg over den bagte bomkål og servér med krydderurtedressingen.
jkjkjk