Min opskrift her på en lækker sommersalat med tomater og bær kom jeg på, da jeg var så heldig at have en del tomater tilovers fra mit forrige indlæg på en sund rejesalat med tomater. Og tomater klær’ søde bær rigtig godt, synes jeg. Og bær og gedeost er helt fantastiske sammen. Så en sammenslutning af alle ingredienser kan kun blive godt!
Lækker sommersalat til forårets grillmad
Lige nu øser det ned udenfor mit vindue her på Christianshavn, men vi krydser fingre og tror på, at det nok skal blive rigtig dejligt lunt forårsvejr lige om lidt ik’?!… Og så kan vi så småt begynde at tænde op for grillen, og jeg for min lille gasgrill ude på altanen.
Og netop i denne sammenhæng forestiller jeg mig, at denne her sommersalat skal på bordet. For den vil passe super godt sammen med noget lækkert grillet kød. Og jeg har jo netop med vilje kaldt den en sommersalat, for den skaber lidt forårs/sommerstemning på spisebordet med alle dens dejlige farver.
Det er dog ikke denne her salat, der skal på bordet i aften. Nord skal nemlig have sin første middagsgæst på besøg i aften. Én af drengevennerne fra mødregruppen, og så står den på pølsehorn og pizzasnegle!
- 250 gr små tomater
- 50 gr blåbær
- 100 gr hindbær
- 50 gr blød gedeost
- 75 gr friske spinatblade
- 1 stor håndfuld frisk mynte
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk æblecidereddike
- 1 tsk akaciehonning
- 1 tsk revet citronskal
- friskkværnet peber
Skyl spinatbladene og fordel dem på et fad.
Skyl bærrene og drys dem over.
Bland æblecidereddike, olivenolie, akaciehonning, citronskal og godt med peber sammen. Jeg kommer det altid i et glas med låg og ryster det godt.
Halvér eller skær tomaterne i kvarte og vend dem med dressingen.
Fordel tomaterne på fadet. Drys med masser af grofthakket frisk mynte og små stykker blød gedeost. Drys med ekstra peber og servér.