Jeg tænker da, at du skal lave de her sunde bananvafler i dag til morgenmaden eller bare i løbet af dagen som en lækker, sund snack? Jeg har i hvert fald stadig et par vafler i køleskabet fra sidst, jeg lavede dem, og de ryger en hurtig tur i brødristeren og så er de good to go.
Selvfølgelig i selskab med noget super lækkert smørelse. Jeg tænker min økologiske chokolade dulce de leche, måske lidt mandelsmør eller den multebærsyltetøj, jeg købte på min seneste shoppingtur til Malmø.
Sunde bananvafler uden mel og hvidt sukker
De her bananvafler er sundere end de helt traditionelle vafler, og ikke mindst mega nemme at lave. For lige at runde det sidste hurtigt, så er denne her opskrift på de såkaldte ‘blendervafler’, hvor det hele sådan set bare blendes sammen i en blender eller for mit vedkommende min elskede foodprocessor, som i øvrigt er number one køkkenmaskine hos mig!
I forhold til sundhedsdelen så er bananvaflerne lavet med havregryn, så plus på kostfibre kontoen. De er ikke tilsat smør, så plus for det, og endelig er de sødet med banan og kokossukker, så plus for at udelade raffineret hvidt sukker.
Endnu en disclaimer (endnu fordi jeg også kommer med én i mit forrige indlæg med sunde gulerodsmuffins) ! Jeg kan godt lidt de helt klassiske vafler med det hele – altså smør, sukker og mel. De her sunde bananvafler er bare geniale til en hverdagsmorgen eller hverdagssnack, hvor man gerne vil være lidt sund. Og så er det vafler, jeg giver til Nord med god samvittighed, for han skal altså ikke fyldes med desserter til hverdag.
Lækre sunde veganske bananvafler. Lavet på havregryn og bananer!
- 160 gr grovvalsede havregryn
- 2 dl usødet mandelmælk Du kan sagtens bruge komælk eller en anden slags mælk
- 2 stk meget modne bananer
- 2 spsk kokossukker
- 1/2 tsk bagepulver
- 1/4 tsk ren vaniljepulver
- 1 lille nip salt
- kokosolie til vaffeljernet
Kom havregrynene i en foodprocessor og blend til groft mel.
Tilsæt bananer, mandelmælk, bagepulver, vaniljepulver og salt og blend indtil man har en fin, ensartet vaffeldej.
Bag vaflerne i et varmt vaffeljern smurt med kokosolie og servér straks.
Søndagshygge
Og hvad skal søndagen så gå med herhjemme? Ikke så meget tænker jeg, bare ren afslapning. Hvilket som børnefamilie jo i virkeligheden betyder tusind ting for at holde den lille beskæftiget. Vores lille to-værelses lejlighed bliver hurtigt meget trangt, når Nord skal lege med al sit legetøj på én gang og ikke mindst køre rundt på sin lille BMW, som han jo selvfølgelig har!?…
Så det bliver noget med legeplads til morgen/formiddag, frokost, middagslur og så legeplads eftermiddag. Og så er den dag jo gået. Men vi skal nok få hygget i den lille familie, og forældrene skal også nok få kørt nogle cafe latter og diverse snacks ned i løbet af dagen. Vær ikke i tvivl om det. God søndag derude!
4 kommentarer
Hej ?
Lyder en hel del som vores dag idag også. Så hyggeligt altså.
Glæder mig til at teste opskriften, når vi har fået lånt/købt et vaffeljern. I øvrigt: hvilken foodprocessor har du, og vil du anbefale den? Jeg ønsker mig SÅ meget en til jul!
God aften
Hej Kirsten, Jeg har en Magimix, og den er bare SÅ god. Dyr, men den bedste investering i mit køkken!
Hej 🙂
Mange tak for mange lækre opskrifter og vildt smukke + appetitlige billeder.
Hvis jeg gerne vil erstatte raffineret sukker med kokossukker i andre opskrifter, er det så samme mængde kokossukker, der skal i?
Bedste hilsner fra Susanne
Hej Susanne, Tak for de søde ord! Det er et svært spørgsmål, da kokossukker har en anden karamel (nærmest lakridsagtig) smag, hvis man bruger meget af det. Jeg bruger det altid, som smagsgiver, og vil ikke bruge det decideret i en kage, hvor der skal masser af sukker i. Så mit svar må næsten være, at det afhænger af opskriften. Håber det kan bruges. Bedste hilsner Julie