Denne her salat med skorzonerødder, der i øvrigt er pakket godt ind i bacon og frisk rosmarin, ryger direkte ind på min favoritliste over salater. Det er en salat, der sagtens kan udgøre et helt måltid, og på trods af baconen, så er der altså også en lang række sunde ting i denne her salat.
F.eks. mit elskede grønkål, som jeg aldrig kan få nok af. Slet ikke efter jeg så et afsnit med Madmagasinet på DR1, som netop handlede om kål. Det er SÅ vildt, hvor sundt kål er for os pga. dets høje indhold af kostfibre. Jeg er vild med det, og gør alt hvad jeg kan få at få en masse kål ned i Nord og hans far for den sags skyld!
Salat med skorzonerødder – en sjov og anderledes råvare
Det er faktisk første gang, at jeg laver en ret med skorzonerødder. De går i øvrigt også under navnet “fattigmands asparges”, da de smager lidt derhen af. Og det var endda helt tilfældigt, at jeg overhovedet kastede mig over dem, for det var nogle, jeg fik med i en ugentlig grøntkasse. Men jeg er glad for, at jeg gjorde, for de smager virkelig dejligt.
Man skal ikke lade sig skræmme af deres udseende, før de skrælles, for under det tykke lag jord gemmer der sig mælkehvide rødder, der egner sig helt perfekt til at blive bagt møre i ovnen og selvfølgelig gerne med bacon omkring.
Hvis du har lyst til at give dig i kast med skorzonerødderne, så skynd dig, da sæsonen snart er ovre. Men har dog stadig set dem i nogle butikker. Ellers kan du også sagtens lave retten med nogle andre rodfrugter f.eks. pastinak eller persillerod.
Skorzonerødder med bacon passer perfekt til…
Grønkålssalat med den bedste Dijon dressing og søde æbler. Her er der virkelig tale om nogle råvarer, der passer perfekt sammen. Grønkålen er nemlig vendt med en lækker sennepsdressing og sammen med æbler, skorzonerødder og bacon, ja, så kan man vel godt forestille sig, at det smager godt. Kan man ik’`?
Med det sagt, så vil jeg drage til Jylland. Nord og jeg holder forlænget weekend ovre hos mine forældre i Århus. Og det blir så dejligt at komme lidt “hjem”.
En super dejlig og anderledes grønkålssalat med bagte bacon wrappede skorzonerødder
- 100 gr finthakket grønkål
- 1 stk rødt æble
- 6 stk skorzonerødder
- 6 skiver bacon
- 3 kviste frisk rosmarin
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk dijonsennep
- 1 tsk agavesirup
- 1 tsk æblecidereddike
Start med at skrælle skorzonerødderne. Vikl bacon omkring rødderne sammen med et par friske rosmarinblade. Læg dem på en bradepande med bagepapir og bag skorzonerødderne ved 200 grader i ca. 35 minutter, eller indtil skorzonerødderne er møre og baconen sprødt.
Bland den finthakkede grønkål med mellemstore æblestykker.
Rør dressingen sammen og vend den i grønkålssalaten.
Skær de færdigbagte skorzonerødder over i mellemstore bidder og anret dem på salaten og servér salaten, mens rødderne stadig er lune.