Jubii i dag er det min elskede Nords 2 års fødselsdag! Og det blev fejret her til morgen med verdens nemmeste opskrift på havregrødspandekager. Det er en klassiker, jeg har lavet til ham mange gange, siden han begyndte på rigtig mad, og de er altid et hit.
1 ingrediens og så er der havregrødspandekager
Når jeg siger 1 ingrediens, så er det fordi, at de her havregrødspandekager kun består af, ja, havregrød. Intet andet. Det er bare rester fra morgenens havregrød, der bliver lavet til pandekager, og spist som de er eller med topping på, f.eks. frisk frugt.
Idéen kom, da der nemlig tit er havregrød tilovers fra Nords morgenmad, og da jeg efterhånden var træt af at gemme det, for at komme det i boller eller selv spise det, fandt jeg frem til at bage resterne som pandekager i ovnen. Og Nord elsker at få pandekager, når han kommer hjem fra vuggestue, eller som en formiddagssnack i weekenden.
Prøv at komme banan i havregrøden
Pandekagerne bliver ekstra gode, hvis der er kommet 1 most banan i havregrøden. Det giver sødme til pandekagerne, og man behøver ikke at søde dem efterfølgende. Revet pære eller æble ville også være dejligt og giver også en skøn sødme. Nogle gange gør jeg også det, at jeg smører to pandekager med mandelsmør og lægger dem sammen. Det er også et hit. Og sørme også hos moren!
Verdens nemmeste pandekager lavet med havregrød der er tilovers fra morgenmaden. Den perfekte snack til de små børn
- 2 dl fintvalsede havregryn
- 1 moden banan
- 5 dl mælk
- kanel til at drysse over
Start med at lave havregrøden på traditionel vis. Kom havregyn i en gryde med mælk og en most banan.
Lad det koge op under omrøring og når grøden er tyknet tages den af varmen. Det tager et par minutter.
Servér en portion til barnet og lad resten stå.
Fordel resten af grøden i små klatter på en bageplade med bagepapir og form med en ske små pandekager.
Drys med kanel, evt. lidt honning, og bag i ovnen ved 200 gr i ca. 15 min, eller indtil de får en gylden overflade. Servér lune eller kolde som snack hen på dagen, eller nyd med det samme.
Opskrifter til små børn
Jeg spurgte for et par dage siden på min Facebook side, om der var interesse for at lægge nogle af de opskrifter, jeg laver til Nord, op på bloggen. Og det var der. Derfor kommer denne opskrift på havregrødspandekager, som jo er MEGET simpel. Men små børn kan godt lide det simple mad. Og der kommer flere som f.eks. Nords yndlings pastaret (som jeg igen også rigtig godt kan li’), kyllingeret og sunde muffins. Indtil da, kan du også lige kaste et blik på mine sunde bananmuffins, som er Nords og min all time favorite!
5 kommentarer
Hej. Jeg prøvede at lave dine havregrødspandekager i går af resterne, og de var virkelig et hit.
Men det er ikke altid jeg gider at lave havregrød så jeg tænker om man vil kunne lave en stor portion og fryse dem ned?? og ved du hvor længe de kan holde sig i køleskab?
Ih hvor dejligt at høre! De holder sig fint i 2 dage og tænker sagtens de kan fryses i lag med noget mellemlægspapir imellem.
Mange tak for svar. 🙂
Forsøgte at lave dem i dag og at kalde mit resultat for pandekager ville være syndt
Tilføjelse; endte med at lave tre tykke “klatkager” og give dem alt hvad min ovn kunne varme og det blev de da lidt mere sammenhængende af.
Min datter synes de var fantastiske og jeg synes faktisk også de smagte ok., så 3 stjerner herfra 😊