Denne her morgenmad med chiagrød med peanutbutter og en super lækker og sund marmelade, smager næsten ligesom en dessert! Den er cremet og blød og med en smule syrlighed fra marmeladen. Den er uden hvidt sukker, og så kan man altså bare aldrig gå galt i byen med den klassiske peanutbutter and jelly kombination!
Chiagrød med peanutbutter og en super nem chia marmelade
Til denne her chiagrød med peanutbutter har jeg valgt en marmelade med kirsebær, lavet med frosne danske kirsebær, jeg havde i fryseren, og som jeg aldrig fik lavet hjemmelavet kirsebærsovs med til jul. Pyt, nu blev de brugt i denne her sunde marmelade. Og nu tænker du nok, og hvor får man så fat i frosne kirsebær på det her tidspunkt. Og det kan måske være lidt svært. DERFOR kan du sagtens bruge en anden slags bær.
Du kan f.eks. bruge min opskrift med hindbær i stedet. Eller min opskrift på chia marmelade med blåbær. Begge frosne bær, der er til at få fat i nu.
Snart et nyt personligt indlæg på bloggen
Og så vil jeg lige sige her til sidst, at jeg har ikke glemt opfølgeren på mit seneste personlige indlæg omkring mit arbejdsliv og min karriere til dato. Men det tager lige lidt tid at skrive sådan en indlæg. Vil gerne være sikker på, at jeg får det hele med! Så det er på trapperne! Alt imens vil jeg nu gå ud på min altan og nyde denne her chiagrød med peanutbutter endnu en gang.
Super lækker og mega cremet chiagrød med peanutbutter. Som at spise dessert til morgenmad!
- 250 gr frosne, udstenede kirsebær
- 1/2 dl æblejuice
- 1 stor spsk (med top) chiafrø
- 1/4 tsk ren vaniljepulver
- 2 dl mælk (eller mandelmælk, kokosmælk el lign.)
- 2 storre spsk (med top) chiafrø
- 1 1/2 spsk peanutbutter
- 1 tsk agavesirup
- bananskiver
- kokosflager
- hakkede mandler
Aftenen før forberedes chiagrøden og marmeladen. Kom de frosne kirsebær i en gryde med æblejuice og vaniljepulver. Lad det koge op og koge et par minutter til krisebærene er tøet helt op.
Tilsæt chiafrø og lad det simre et par minutter.
Kom marmeladen i en minihakker eller blender og blend helt fint. Hæld i en beholder og sæt på køl.
Blend mælk med peanutbutter og agavesirup i minihakkeren eller blender.
Bland det sammen med chiafrø. Hæld i beholder eller skål med låg og sæt på køl.
Om morgenen anrettes grøden i to skåle og der toppes med kirsebærmarmelade, banan, kokos og hakkede mandler.