Jubiii… I dag er det min fødselsdag, og så skal vi selvfølgelig have en rigtig festlig opskrift! Én lidt udover det sædvanlige, og som tager kegler hver eneste gang. Nemlig en god gammeldags og ikke mindst super nem citronfromage opskrift! Jeg er vild med det.
Der er ikke lavet om på noget her. Det er den goe’ gamle opskrift, for det er nu engang det bedste, når det kommer til citronfromage, hvis man spørger mig. Dog er der tilført lidt crunch på toppen i form af brændt nougat, som jeg var så heldig at have på lager. Faktisk brændt nougat fra Hansens Is, som smager helt vildt godt. Men du kan toppe med en masse ting. F.eks. hakkede brændte mandler, som er ret nemme at lave selv.
Nem citronfromage opskrift når der skal være fest
Jeg lavede faktisk denne her opskrift til Mikkels fødselsdag, som var for 14 dage siden, for det er hans ultimative yndlingsdessert. I aften skal vi ikke have den, for jeg holder køkkenfri i dag! Jeg står nemlig RIGTIG meget i køkkenet for tiden, for at arbejde på min kogebog, så i dag holder jeg fri. Og vi køber lækker mad udefra, nemlig hos vores lokale vinbar. Og desserten bliver flødeboller fra den nye chokoladebutik, der er åbnet nede på hjørnet. Totalt win!
Ret så nem opskrift
Jeg synes denne her opskrift på citronfromage er rimelig nem at gå til. Jeg var lidt nervøs første gang, jeg skulle kaste mig ud i at lave desserten pga. alt det der husblas osv., men indtil videre har jeg ikke haft nogle udfordringer. Det har smagt helt himmelsk hver gang og uden nogle husblas klumper.
Den næste goe’ gamle klassiske dessert, jeg vil kaste mig ud i er en ymerfromage. Det serverer de nede på vores lokale café med solbærkompot, og det lyder simpelthen så skønt, så det må jeg prøve at lave herhjemme næste gang, der er fest.
Super dejlig og nem citronfromage opskrift, som smager som gamle dage!
- 6 æg M/L
- 200 gr rørsukker
- 6 blade husblas
- fintrevet skal af 2 citroner
- 1 dl citronsaft
- 1/2 ltr piskefløde
- Evt. brændt nougat som topping eller kandiserede mandler
Start med lægge husblassen i blød i koldt vand i en 5 minutters tid.
Pisk imens æggene sammen med sukkeret til man får en dejlig luftig æggesnaps.
Tag husblasen op med det vand, der hænger ved og smelt husblasen i vandbad, indtil den er smeltet. Lad det køle lidt af, det må ikke være for varmt. Bland den med fintrevet citronskal og 1 dl. citronsaft.
Rør husblasblandingen i æggene.
Pisk flødeskum, men kun så det er næsten stift, og vend det herefter forsigtigt i æggemassen.
Kom citronfromagen i en serveringsskål og sæt på køl et par timer, inden den skal nydes.
8 kommentarer
Hej Julie. Tillykke med fødselsdagen håber du får en dejlig dag
Jeg vil gerne lave din citronfromage men kan ikke finde opskriften her på siden
Hilsen Helle Leopold
Tak Helle, den var forsvundet bag et billede. Men nu skulle den gerne være der!
Ønsker opskrifter på lette sunde retter.
Hej Anna, Dem har jeg også rigtig mange af, overvejende endda, men engang i mellem er der fest og så skal der være plads til citronfromage ; )
Hvorfor kan man ikke bare trykke på en opskrift, istedet for at skulle det hele igennem.?
For at få den at se .
Umm hvor läkkert
Hejsa Julie, vil forsøge at lave en citronfromage og din opskrift tiltaler mig, undrer mig dog over to ting som du gør anderledes end i andre opskrifter
1 du bruger almindelige æg – altså ikke pasteuriserede ?
Du bruger hele ægget samlet – altså deler ikke blommer og hvider .
Er det rigtigt forstået, umiddelbart virker din opskrift jo lettere vil bare være sikker på at jeg gør det rigtigt ?
Hvor Sussie
Hej Sussie, Jo det er korrekt, jeg bruger friske æg, da risikoen for salmonella er forsvindende lille i danske æg efrerhånden, og ja hele æg, der piskes.