Stribede beder må simpelthen være nogle af de smukkeste grøntsager, der findes. Ikke mindst når de er helt friske og ikke tilberedt endnu, så lyser de smukke farver og striber simpelthen op! Her har jeg brugt bederne i en salat med stribede beder, dild, bagt hvidløg og creme fraiche. En lækker dejlig og utrolig simpel salat.
Salat med stribede beder og bagte hvidløg
I denne her salat har jeg valgt at bage hele hvidløg med skal på sammen med bederne. Hvidløg smager nemlig helt fantastisk, når de bliver bagt, og det smarte ved at bage dem med skal på, er, at man bare kan skubbe det helt bløde hvidløg ud. Smagen er helt sød og dejlig, og det bløde hvidløg, der nærmest er så blødt som smør, kan nemt røres sammen med creme fraiche.
Derudover kommer der også fintrevet citronskal i creme fraichen, som bare altid er godt sammen med beder. Jeg drypper også citronsaft over salaten, for jeg elsker den syrlighed det bidrager med til de søde beder.
En salat der opstod af sig selv
Denne her salat med stribede beder opstod lidt af sig selv, da jeg netop havde de ingredienser liggende. De stribede beder var med i den madspildskasse jeg abonnerer på hos Skagen food og de øvrige ingredienser er nogle jeg mere eller mindre altid har derhjemme.
Dild er en af mine yndlings krydderurter, citroner har jeg ALTID derhjemme og det samme med hvidløg og creme fraiche for den sags skyld. Så det var egentlig ret nemt lige at trylle denne her salat frem.
Lige et tip til denne her salat. Tag en ordentlig skefuld af creme fraiche dressingen på din portion, for det er virkelig kombinationen af den cremede dressing og de søde stribede beder, der er helt fantastisk.
Hvis du har lyst til at kaste dig ud i flere opskrifter med stribede beder, så har jeg også denne her salat med beder, halloumi ost og mynte. Den er altså også god!
- 1 kg stribede beder
- 4 fed hvidløg
- 3 spsk olivenolie
- Salt
- 150 g creme fraiche (18 %)
- Fintrevet skal fra 1/2 økologisk citron
- Citronsaft
- 1 håndfuld Frisk dild
- Friskkværnet peber
Tænd ovnen på 225 grader.
Skræl bederne og skær dem i kvarte. Læg dem i et ovnfast fad.
Kom hele fed hvidløg med skal på ned til bederne.
Hæld 3 spsk olivenolie over og vend godt rundt. Drys med salt.
Sæt bederne i ovnen og bag i ca. 30 minutter, til bederne er møre, men stadig har bid.
Rør creme faiche sammen med fintrevet citronskal.
Når bederne er færdigbagte og kølet af, tages hvidløgene fra og selve hvidløget, der nu er helt blødt, presses ud og røres i creme fraichen. Smag til med salt og peber.
Anret de stribede beder på et fad, dryp lidt citronsaft over og kom frisk dild på.
Dryp creme fraiche dressingen over og servér resten ved siden af.
Dryp med olivenolie og drys med friskkværnet peber og lidt ekstra revet citronskal.