Denne her cremede blomkålsmos er low carb tilbehør, når det er bedst, hvis du spørger mig! Her har jeg lavet blomkålsmosen med en vegetar topping, men forestil jer samme mos men bare med sprød bacon og bløde løg! Så taler vi ligesom brændende kærlighed, gør vi ik’!
Blomkålsmos med…
Men jeg kan også snildt forestille mig samme blomkålsmos sammen med kapers, hårdkogte æg, rødløg og masser af persille som topping. Uh, det tror jeg sørme, at jeg skal lave næste gang! I hvert fald kan man sige, at denne her mos vil være god sammen med rigtig mange ting. Og så skal man endelig ikke glemme at en god gammeldags smørklat ovenpå en stor skål med mos er vaskeægte comfort food, når det er bedst. Og det skal man sørme heller ikke forklejne!
Super dejlig og ekstra cremet blomkålsmos. Det perfekte low carb tilbehør, der virkelig smager af noget!
- 700 gr blomkål
- 1 dl piskefløde (eller madlavningsfløde hvis det skal være en lettere udgave)
- salt
- friskkværnet peber
- 1 knivspids fintrevet muskatnød
- 1 æble
- 1/2 fennikelknold
- citronsaft
- olivenolie
- evt. lidt sprødstegt bacon
Kog blomkålsbuketterne i letsaltet vand, indtil de er helt møre. Hæld vandet fra, og kom fløden i gryden med blomkålen.
Blend blomkålen til en mos, og smag til med salt, peber og revet muskatnød.
Snit fennikel og æble på et mandolinjern, og bland det sammen med en lille smule olivenolie, citron og salt og peber.
Anret blomkålsmosen på en tallerken med lidt fennikel og æble topping, og drys med masser af bredbladet persille. Dryp til sidst med lidt god olivenolie eller lidt sprødt bacon, hvis man vil lave brændende kærlighed.