Så kommer der en old school klassiker, som jeg bare elsker! Nemlig hjemmelavet hønsesalat med bacon og asparges. Nogle gange får jeg simpelthen bare lyst til de goe’ gamle retter som fx hønsesalat, og så skal de på bloggen!
Lidt ligesom da jeg bare måtte lave farspandekage eller da der selvfølgelig skulle en gammeldags kylling på bloggen. Og nu er det altså tid til denne her hønsesalat. Eller skal vi sige kyllingesalat?! For lad mig da også lige komme med en disclaimer om, at jeg bruger en kylling i min hønsesalat og altså ikke hønsekød. Og så kan det godt være, at du tænker, det kan man da ikke, men det gør jeg nu engang ; )
Hjemmelavet hønsesalat helt fra bunden
Jeg koger altså en kylling, når jeg laver denne her pålægssalat. Og det gør jeg på den måde, at jeg kommer en masse forskellige grøntsager og urter ned i gryden til kyllingen. Og her kan man altså totalt freestyle. Jeg plejer som udgangspunkt altid at komme løg, hvidløg, peberkorn og laurbærblade i, og så bruger jeg ellers bare, hvad jeg derudover har i min grøntskuffe i køleskabet.
Resultatet bliver selvfølgelig en mør kylling, men derudover får man den skønneste kyllingebouillon, som man kan bruge til suppe eller som bouillon i en skøn risotto eller måske en shepherds pie?!
Så udover at få den skønneste hønsesalet, ja så har man altså også mad til flere dage i form af bouillonen. Og det er jeg altså mega fan af. Min søde far har netop været på besøg et par dage, og han fik suppen med hjem denne gang. Så har han i hvert fald suppe til flere dage, og findes der noget bedre end at glæde andre med mad? Ikke hvis du spørger mig!
Bare kom krydderurter i!
Og så lige en opfordring her til sidst omkring krydderurter. For jeg havde desværre hverken purløg eller brøndkarse eller almindelig karse, som jeg normalvis ville have kommet i salaten og pyntet den med. Så det vil jeg klart anbefale, at man gør. Bare en spiseskefuld finthakket krydderurter i selve salaten og så ellers pynte med hele krydderurter ved servering. Til gengæld smuttede jeg lige op i skoven og plukkede nogle skovsyre, og det var altså også ret lækkert på.
- 1 økologisk kylling
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- 3-4 laurbærblade
- 10 sorte peberkorn
- 3-4 grøntsager fra grøntskuffen fx gulerod, bladselleri, fennikel eller andet
- 1 bundt friske krydderurter som fx timian og persille
- 100 g bacon i skiver
- 200 g brune champignon
- 200 g creme fraiche 18 %
- 3 spsk god mayonnaise
- 1 spsk dijonsennep
- 2 tsk æblecidereddike
- Ca. 1 tsk flagesalt
- Friskkværnet peber
- 130 g hvide asparges fra dåse
Kom kyllingen i en gryde sammen med løg skåret i kvarte, hele hvidløg, laurbærblade og peberkorn. Skær grøntsager i grove stykker og kom også dem i. Dæk med vand, så det dækker kyllingen. Bring vandet i kog og lad kyllingen simre under låg i en time.
Skær bacon i mindre stykker og steg dem sprøde på en pande. Læg den stegte bacon til side og lad det køle helt af.
I den samme pande steges skiver af champignon møre. Tilsæt evt lidt fedtstof, hvis nødvendigt. Lad også dem køle helt af.
Rør creme fraiche sammen med mayonnaise, dijon, æblecidereddike og salt og peber. Smag til og sæt til side.
Tag kyllingen op af vandet og lad den køle af, før kødet plukkes. Lad kødet køle af.
Rør nu alle ingredienserne sammen. Kyllingekødet vendes med creme fraiche dressingen. Bland svampe og bacon i og til sidst aspargesene.
Servér hønsesalaten på ristet brød og pynt med fx skovsyre eller frisk purløg, brøndkarse eller dild.