Øj jeg har lavet denne her æble gløgg mange gange her på det sidste… og vi er stadig kun i starten af december! Og jeg skal i gang igen i morgen til endnu et julearrangement. Denne her æble gløgg uden alkohol kan også sagtens laves med alkohol, tilsæt da fx gin, rom eller snaps. Men jeg har lavet den uden alkohol, da mine børn er helt vilde med den varmende og krydrede æbledrik.
Æble gløgg der er nem at lave og uden at du skal lave gløgg essens først
Jeg får aldrig lavet den der gløgg essens, så for mig er det vigtigt, at gløggen snildt kan laves på dagen. Så denne her gløgg er altså én du kan lave samme dag og som blot skal trække minimum 2 timer. Selvfølgelig bliver den endnu mere krydret, hvis den får lov at trække længere tid, men altså minimum 2 timer, så har du den skønneste drik.
Gløgg serveret med julebag
Traditionen tro vil jeg servere denne her æble gløgg med brune kager til. Og det skal selvfølgelig være min oldemors brune kager. Intet over intet under. DE ER BARE GO´E. Og måske endda også æbleskiver til. Dem har jeg også en skøn opskrift på.
En basisopskrift på æble gløgg
Min opskrift på gløgg er sådan en god basisopskrift. Den giver et overblik over fremgangsmåde og hvilke krydderier der er gode at have med. Og så har jeg doseret mængderne til en smag, hvor alle kan være med. Men altså du skal endelig bare freestyle. For gløggen bliver også super lækker med endnu mere frisk ingefær og den tager heller ikke skade af lidt flere nelliker eller en enkelt kardemommekapsel mere, hvis du har lyst til det. Så det jeg vil sige er, at du sagtens kan variere opskriften og smage dig frem.
- 750 ml god æblemost, gerne ufiltreret og ikke fra koncentrat
- 1 stor økologisk appelsin
- 2 spsk æblecidereddike
- 1 tsk agavesirup
- 1 æble
- Ca. 10 g frisk ingefær (tilføj mere hvis du kan lide mere styrke)
- 1/3 vaniljestang
- 2 kardemommekapsler
- 1 hel kanelstang
- 1 stjerneanis
- 3 nelliker
- 3 stykker tørret pomeransskal (Eller det yderste skal fra 1/4 øko appelsin)
Hæld æblemost i en gryde.
Pres appelsinen og kom juicen i gryden.
Tilsæt æblecidereddike og agavesirup.
Skær æblet ud i tern og kom i gryden.
Skræl ingefær og skær det i små stykker eller tynde skiver og kom i gryden.
Skrab kornene ud af det lille stykke vaniljestang og kom kornene og stængerne i gryden.
Tilsæt de øvrige krydderier.
Kog gløggen stille og roligt op.
Når gløggen koger, sluk for den.
Lad gløggen stå og trække i ca. 2 timer. Men jo længere tid jo bedre.
Si gløggen og varm den godt igennem. Servér evt. med små æbletern, mandler og rosiner eller tranebær.