Jeg har delt denne her opskrift på æblekage med marcipan på min instagram, og det er en opskrift, jeg har lavet 3 gange nu, for jeg har haft så mange dejlige æbler. Jeg har justeret lidt i mængderne fra gang til gang for at nå det bedste resultat og oppe i vores hus i Sverige i efterårsferien, synes jeg, jeg ramte den.
Bagt æblekage med marcipan
Jeg elsker æblekage som er bagt med en klassisk kagebund. Og så masser af æbler på toppen. Jeg tror, jeg foretrækker dén foran gammeldags æblekage med makroner og æblecrumble. Men altså det er ikke fordi, jeg ikke også er vild med de andre. Jeg har bare en æblekage farvorit! Generelt er jeg bare rimelig glad for skærekager som denne.
- 150 g sukker
- 3 æg
- 80 g marcipan
- 1 æble til at rive i dejen
- 2 æbler til topping
- 150 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk friskstødt kardemomme
- 1/2 tsk ren vaniljepulver
- 150 g smør
- 1 spsk kanelsukker til topping
Sæt ovnen til 180 grader.
Pisk sukker og æg lyst og luftigt i et minuts tid.
Riv marcipanen på en rivejern og æble og vend det med æggene.
I en anden skål bland hvedemel med bagepulver, kardemomme og vaniljepulver.
Smelt smørret langsomt til netop smeltet og lad det køle lidt af.
Vend mel i dejen og vend godt rundt.
Hæld smørret i og rør det hele godt sammen.
Beklæd en stor rund form (ca. 26 cm) med bagepapir og kom dejen i.
Skær 2 æbler i tynde både og fordel dem rundt på kagen.
Drys med kanelsukker og sæt i ovnen. Bag i ca. 35 minutter.
Server med creme fraiche.
Æblekage med æble i dejen
Jeg kommer et dejligt stor æble i dejen, som jeg river. Det giver en saftig kage, der holder sig frisk i flere dage. Og så er marcipanen også med til at gøre kagen saftig. For er der noget, der er træls, så er det en tør skærekage.
Jeg har sat mængden af sukker til 150 g. Jeg har også prøvet med 175 g, men personligt synes jeg det kagen en lille smule for sød. Men det er jo en smags sag. Jeg synes, 150 g er passende og særligt når man også medregner marcipanens sødme. Men hey… juster bare, hvis du synes.
Servér æblekagen med…
Jeg vil sige, at med denne her kage, er det altså nærmest obligatorisk at servere den med creme fraiche. Eller flødeskum. Den har brug for det der cremede og syrlige, eller mere neutrale som flødeskummet. Det er altså virkelig prikken over i’et. Det kunne også være græsk yoghurt 10% blandet op med lidt ren vaniljepulver.
Jeg har planlagt at min æblekage med marcipan allerede skal bages i weekenden, da skønne danske æbler er en fast del af vores frugtskål hele efteråret.