Bagt grød er ukendt for de fleste. Jeg er personligt en kæmpe grødfan og synes, at det er vildt sjovt at eksperimentere med alle mulige forskellige slags grød. Så sent som i morges var jeg med min svigerinde på grødbaren i Jægersborggade og fik en skøn havregrød med æbler og karamelsauce og i forgårs fik jeg min egen grødvariant, nemlig bagt kanelgrød med pærer, dadler og valnødder. Den smagte overraskende godt, så den kan jeg godt anbefale!
Bagt grød smager lidt for godt!
Denne her grød smager næsten lidt for godt, med andre ord, det er ikke en helsegrød, men det er også i orden en gang imellem.
Jeg synes, at grød bliver ekstra lækker af at blive bagt, da den får en sprød overflade, samtidig med at den er dejlig cremet indeni. I det hele taget er jeg vild med bagt grød.
Ingredienser (3-4 pers.)
150 gr. Irmagrød nr. 1
40 gr. grovvalsede havregryn
2 1/2 dl. vand
2 1/2 dl. mælk
2 pærer
1 tsk. kanel
1 håndfuld valnødder
1-2 spsk. smør
5-6 dadler
Tilberedning: Bagt Grød
Bland Irmas grødblanding sammen med mælk og vand i en gryde og bring det i kog. Rør jævnligt i grøden, indtil den tykner og når den er færdig tages den af varmen. Hæld de grovvalsede havregryn og finthakkede dadler i grøden og bland det hele godt sammen. Beklæd et lille ovnfast fad med bagepapir og hæld grøden i. Pynt grøden med skiver af pære, valnødder og kanel og fordel til sidst små stykker af smør ovenpå pærerne.
Bag grøden i ovnen ved 200 gr. i ca. 20 minutter, indtil den får en gylden overflade. Server grøden som den er eller hæld lidt akaciehonning over, hvis den skal være lidt sødere. Det gjorde jeg dog ikke, da jeg synes, at dadlerne søder nok i denne opskrift på bagt grød.