Så er det tid til at få alle januar-salaterne frem, og jeg lægger ud med denne her bagt rødbedesalat med feta, appelsin og grapefrugt, som jeg lavede i går. Jeg har så valgt at starte året med en træls forkølelse, og når man ikke må proppe sig med forkølelsesmedicin som gravid, ja så må jeg kaste mig over en masse mad, der indeholder en masse gode ting. Og citrusfrugter har jeg spist rigtig mange af de sidste par dage. Heldigvis er det lige netop de frugter, jeg i særlig grad har holdt meget af i min graviditet.
Bagt rødbedesalat med feta der har det hele
Jeg er særligt glad for denne udgave af en bagt rødbedesalat med feta, som jeg efterhånden har lavet flere af, da den ligesom omfavner alle de smagselementer, der skal i en god salat, hvis man spørger mig. Det søde fra rødbederne, det fede og salte fra gedefetaen, det syrlige fra citrusfrugterne og det bitre og lidt stærke element fra rødløgene.
Når alle de elementer indgår i en salat, er jeg glad, og det er som udgangspunkt altid sådan, at jeg bygger mine salatopskrifter op.
- 500 gr. rødbeder
- Olivenolie
- Salt
- Frisk kværnet peber
- 2 appelsiner
- 1 grapefrugt
- 1/2 rødløg
- 70 gr. gedefeta eller en komælksfeta
- 1 håndfuld fint hakket persille
- Skræl rødbederne og skær dem i ikke alt for tynde skiver. Vend dem i olivenolie og spred dem ud på en bageplade. Drys med salt og frisk kværnet peber. Bag rødbederne indtil de er bagte i ca. 30-35 minutter ved 200 gr. alt efter tykkelse.
- Lad rødbederne køle af.
- Skær skallen af citrusfrugterne af med en skarp kniv og skær frugterne i skiver.
- Skær rødløget i tynde skiver.
- Fordel de bagte rødbeder på et fad sammen med skiver af appelsin og grape. Læg ringe af rødløg ovenpå og smuldr gedefetaen udover. Afslut med fint hakket persille, overskydende juice fra citrusfrugterne og et godt dryp god olivenolie.
Her til sidst vil jeg lige dele et lille julebillede med jer fra juleaften. Maven den er virkelig blevet stor nu, og jeg kan virkelig se forskel fra uge til uge, når jeg ser mig selv på billeder. Og så synes jeg efterhånden, at ventetiden den er ved at være lang! Selvom der kun er godt 6 uger til termin, så kan jeg bare næsten ikke vente med at se den lille mand.
På den anden side er det nok meget godt, når man tænker på alle de ting, vi stadig mangler at gøre, før han melder sin ankomst. Hold da op, hvor er der meget udstyr og mange overvejelser, man skal gøre sig, før sådan en lille én flytter ind.
Og det er så svært at vide, hvad der er et must have og hvad der nice to have, men sådan er det jo nok for de fleste førstegangsforældre. Ligesom med alt andet her i livet bliver man jo forhåbentlig klogere hen ad vejen. Om ikke andet så nyder jeg at sidde hver aften og trawle diverse babysider igennem for inspiration. Det er altså lidt hyggeligt.
6 kommentarer
Special gode ønsker for alle dine dage i 2016, håber at du snart har det bedre.
Dejligt billed.
hilsen fra en ‘gammel’ dansker i Canada.
Tusind tak Ruth!
Rigtig Godt Nytår!! Og tak for mange dejlige og inspirerende opskrifter!!
Det bliver fantastisk for jer med det lille nye familie medlem!! Og ja…man kan læse sig til meget, men de fleste svar erfarer man selv!!
Ønsker alt det bedste i det nye år!
De bedste hilsner fra
Søren
Rigtig godt nytår Søren! Og et kæmpe tak til dig fordi du har læst med næsten helt fra starten. Det betyder meget for mig. Alt det bedste til dig også i det nye år. KH Julie
Fin opskrift
Tak!