Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af, hvad jeg skulle kalde de her små broccoli-quinoamuffinsagtige bidder så nu bliver det bagte broccolifrikadeller med quinoa, da de vel er en slags vegetarfrikadeller. Én ting er i hvert fald sikkert. De er meget børnevenlige, og testet på et meget madglad barn.
Nemme broccolifrikadeller til aftensmad eller snack
Jeg lavede en portion den anden dag, for at snige en masse broccoli ned i Nord, og det lykkedes! Han var i hvert fald godt tilfreds med dem. Jeg og Mikkel er også fan, og derfor var de et dejligt nyt indslag på middagsbordet. Et godt alternativ til de klassiske frikadeller.
De her broccolifrikadeller med quinoa er mildt krydret, så de egner sig godt til børn. Men spice dem endelig op med lidt chili, spidskommen eller hvad du nu synes. Det bliver de nok endnu bedre af. Og lav endelig en dejlig yoghurtdressing med friske kydderurter til. Vi spiste dem sammen med nogle fladbrød og hummus, men tænker, at de også vil være gode i pitabrød, og i madpakken selvfølgelig!
- 250 gr broccoli
- 1 dl quinoa (Jeg brugte blandede farver)
- 2 dl vand
- 2 stk æg
- 2 håndfulde revet mozzarella
- 1 tsk. tørret timian
- 1/2 tsk tørret paprika
- 1 lille løg
- 1 stort fed hvidløg
- 1/2 tsk salt
- friskkværnet peber
Skær broccolien i små buketter. Brug også gerne stænglen. Og kog broccolien mør. Hæld vandet fra, og lad broccolien køle af.
Hak den afkølede broccoli groft, og kom det i en skål til senere.
Rens quinoaen godt og kog den under låg, indtil al væden er væk. Ca 10 minutter. Lad quinoaen køle lidt af. Og kom den ned i skålen til broccolien.
Snit løg og hvidløg helt fint, og steg det i olivenolie ved middelvarme, indtil løgene er blevet bløde. Kom også de stegte, bløde løg i skålen.
Tilsæt nu æg, krydderier, salt og peber og ost, og rør godt rundt.
Fordel farsen i muffinsforme, og bag dine quinoafrikadeller ved 200 grader i ca. 20 minutter.
6 kommentarer
disse muffins/frikadeller skal helt sikkert prøves til aftensmaden i dag, men hvor meget er 2 håndfulde mozzarella? måske cirka 100 gram, eller bliver det for meget? 🙂 kan der eventuelt bruges hytteost i stedet?
God pointe! Det skulle gå lidt hurtigt ; ) Jeg vil sige ca. 1 1/2 dl revet mozzarella. Og ja, jeg tror sagtens, du kan bruge hytteost!
Jeg brugte en kugle økomozarelle fra netto. De smagte supergodt.
Ih hvor dejligt at høre Sonja! Og godt tip!
Hej Julie
Sidder og leder efter inspiration til madplanen, og er faldet over et par af dine udgaver af forskellige frikadeller. Bl.a. denne.
Jeg kan se at du bruger mozeralla til denne, og parmasan til dine https://www.juliekarla.dk/vegetar-frikadeller-med-broccoli/ bl.a.. Jeg går udenom mælkprodukter, så jeg er selvfølgelig nysgerrig på at vide, om osten kan undlades i opskrifterne?
Hej Petra, Jeg tror godt, at du vil kunne udelade osten. Den er med til at give den der umami smag og selvfølgelig med til at det hænger sammen. Så skru lidt op for salt og evt. lidt mere æg, så kører det, tror jeg. Ellers er der også mine gulerodsfrikadeller
KH Julie