Jeg spiser rigtig, rigtig mange rødbeder om efteråret, og oftest er det bagte rødbeder som dem her. Der sker bare et eller andet med rødbeder, når de bliver bagte. Deres sødme træder virkelig frem og gør dem super anvendelige til så mange ting. De komplimenterer virkelig de mere salte ingredienser som f.eks. ost i alle afskygninger. Det være sig feta, mozzarella, blå ost eller ricotta, som jeg bruger i denne her opskrift på bagte rødbeder med en citron-ricottacreme.
Bagte rødbeder passer perfekt til citron!
Noget andet som klæder rødbeder super godt er citron. Det siger nærmest sig selv, at det syrlige fra citronen spiller godt sammen med sødmen fra rødbederne. Og når jeg så tilsætter det cremede indslag fra ricotta osten og det sprøde indslag fra pistacienødderne, ja så synes jeg, at denne her salat spiller helt vildt.
Sidste dag i Rom
Hvis jeg skal være helt ærlig, glæder jeg mig faktisk lidt til, jeg skal hjem og finde på nye, spændende salater med bl.a. rødbeder. Jeg er nemlig stadig i Rom og har spist MANGE kulhydrater og ikke så meget salat. De salater, de laver her i Rom, er ikke rigtig noget at skrive hjem om, så der går man all in på high carbs. Det er min gravide mave egentlig godt nok tilfreds med, men jeg savner nu alligevel en god lækker salat, som jeg derhjemme altid laver til aftensmåltider, så den næste uge står på masser af grøntsager.
- 500 gr. rødbeder
- 60 gr. babyspinat
- Salt
- Peber
- Olivenolie
- 125 gr. ricotta
- Skal af ½ citron
- 1 tsk. citronsaft
- 1 god knivspids frisk revet muskatnød
- 20 gr. usaltede pistacienødder
- Skræl rødbederne og skær dem i både. Læg rødbederne på en bageplade og dryp med olivenolie og drys med salt og godt med friskkværnet peber. Bag rødbederne ved 225 gr. i ca. 20 minutter.
- Bland ricotta med citronskal- saft, godt med fintrevet muskatnød og friskkværnet peber.
- Skyl spinaten og fordel den på to tallerkner.
- Læg de bagte rødbeder ovenpå og drys med grofthakkede pistacienødder.
- Riv ekstra citronskal ud over salaten, drys med friskkværnet peber og flagesalt og dryp med en god olivenolie.
- Servér salaten sammen med citron-ricottaen.
9 kommentarer
Wow det ser godt ud!
Jeg ønsker mig en video, både fordi de altid er SÅ gode, men også så vi kan se din fine babymave 🙂
Nyd den sidste tid i Rom!
Årh tak Laura, det er hermed taget til efterretning : )
Virkelig dejlig salat med lækre ingredienser til 🙂
God tur hjem fra Rom og hjem og spise sunde salater til du og guldklumpen 🙂
Tak Maria! Det var en skøn tur ; )
Jeg elsker virkelig bagte rødbeder – det er så lækre, flotte og søde! Jeg er sikker på citron kun kan være et godt match. Det skal jeg have afprøvet!
Salaten ser super lækker ud 🙂
Men jeg må lige stille et lidt dumt spørgsmål.
Er rødbederne kolde eller varme når du serverer dem?
Hej Anette, De kan både serveres kolde, lune og varme. Det er helt op til dig. Sidst jeg lavede den var de lune.
Hej:-)
Vil man kunne lave rødbederne dagen før de skal bruges i buffet ( til 45 pers)?
Salaten ser så lækker ud..
Vh Anette
Hej Anette, Ja, det kan du sagtens. De smager også godt dagen efter : )