Jeg elsker bagte søde kartofler, og jeg elsker dem endnu mere, når de bliver serveret sammen med denne her tahin-misodressing. Det smager jo stjernegodt. Dressingen har den vildeste umamismag. Især på grund af den salte miso, der primært består af fermenterede sojabønner. Og så selvfølgelig tahinen, der har en meget karakteristisk smag og fantastisk fedme.
Bagte søde kartofler med den fantastiske miso
Miso er en uundværlig ingrediens i det japanske køkken. Og bliver oftest brugt til den klassiske miso suppe. Jeg plejer at købe miso i helsekostforretninger eller specialbutikker. Sidst købte jeg miso, faktisk den jeg bruger her, hos Aarstiderne i deres gårdbutik i Hørsholm. Den er af mærket Clearspring.
Det er vigtigt at bruge en hvid miso i denne opskrift. Der findes forskellige farver miso, alt afhængig hvor kraftige de er. Den hvide miso er den mest milde af dem, og det er den, du skal bruge, hvis du følger min opskrift her. De lidt mørkere misoer er fermenteret i længere tid og er virkelig kraftige i deres smag, men smager altså også helt fantastisk i mange retter.
Miso er virkelig genialt som smagsgiver i fx veganske retter eller vegetariske retter, fordi den bidrager med så meget umamismag.
Søde kartofler med en skøn krydderitopping
Denne her opskrift opstod faktisk på grund af en af de krydderitoppings, jeg har testet for en samarbejdspartner, nemlig True Greens, som du kan læse mere om i det her indlæg med min vegansk pastaret. Det er en krydderitopping, der hedder avocado topping, og da jeg prøvede den første gang, tænkte jeg straks, at den ville være helt fantastisk drysset henover bagte søde kartofler. Og det var sørme også et hit!
Krydderiblandingen indeholder blandt andet sorte sesamfrø og tomatflager. Men har du ikke lige den ved hånden, så er friske krydderurter som fx bredbladet persille som vist på billedet, mynte eller frisk koriander altså heller ikke dårligt. Og kunne du godt tænke dig at servere noget kød til, ja, så kan jeg bare nævne lam, som en helt oplagt mulighed!
- 600 g søde kartofler
- 2-3 spsk olivenolie
- Flagesalt
- 2 spsk grofthakket bredbladet persille
- 1 spsk True Greens avocado topping (du kan også bruge chiliflager)
- 2 spsk tahin
- 2 spsk hvid miso
- 2 spsk vand
- 1 spsk æblecidereddike
Sæt ovnen på 200 grader.
Skyl de søde kartofler grundigt og skær dem i stænger. Læg dem på en bageplade med bagepapir og hæld olivenolie over. Drys med salt.
Sæt de søde kartofler i ovnen og bag dem i 30 minutter til de er møre.
Rør imens dressingen sammen. Rør tahin sammen med miso, vand og æblecidereddike. Smør dressingen ud på et fad.
Placér de bagte søde kartofler oven på.
Drys med grofthakket bredbladet persille.
Drys til sidst avocado topping over og servér salaten lun.
2 kommentarer
Lige noget for mig !
Det er jeg glad for at høre!