Besøger man ‘Julie Karla’ caféen kan man også bestille forskellige lækre, sunde drikke som f.eks. denne her blåbærsmoothie med kakao og nøddemælk. Den smager ligesom en “syndig” milkshake, men er i virkeligheden bare fyldt med gode vitaminer fra f.eks. blåbær og de gode fedtstoffer fra nøddemælken.
Cashewnøddemælken, som er usødet, har jeg faktisk købt i Føtex Food, så mere eksotisk er det jo sådan set ikke. Du kan også sagtens bruge almindelig komælk, det er der absolut intet i vejen med, jeg kan bare godt lide at veksle engang imellem mellem komælk og nøddemælk. Bortset fra i min kaffe, der SKAL det være den biodynamiske sødmælk fra Naturmælk, der kommer i kaffen, når den nydes herhjemme. Det løfter seriøst bare kaffen til et helt andet niveau.
Blåbærsmoothie – du må hellere doble op!
Jeg lavede denne her blåbærsmoothie til mig selv den anden dag som en lille formiddagssnack, men må ærligt indrømme, at jeg måske nok selv kun fik et par mundfulde, da Nord virkelig fik smag for den. Så lav endelig en dobbeltportion og servér den for ungerne, når de kommer hjem fra institution, eller dig selv, når du skal nyde lidt alenetid!
- 1 dl usødet cashewnøddemælk (eller anden nøddemælk f.eks. mandelmælk)
- 1 dl blåbær
- 1 frossen banan
- 1 stor tsk usødet kakao
Kom alle ingredienserne i en minihakker eller blender, og blend indtil man har en dejlig cremet smoothie.
Servér med det samme og nyd!