Blåmuslinger i hvidvin til frokost
Opskriften her er beregnet til to personer til frokost. Jeg nød den sammen med min kære mand, og det var et kæmpe hit! Men hvis man laver den som en middagsret, bør man nok fordoble opskriften.
En super dejlig klassiker. Men denne her opskrift på blåmuslinger i hvidvin har alligevel et helt særligt twist!
- 100 gr bønnespaghetti
- 500 gr blåmuslinger
- 1 gulerod
- 1 rødløg
- 1/2 fennikel
- 1 fed hvidløg
- 3 dl hvidvin
- 1 dl fløde
- salt
- peber
- bredbladet persille
- olivenolie
Rens muslingerne godt og kassér de åbne muslinger. Muslingerne skal nemlig være lukkede, da det betyder, at de lever.
Sæt vand over til spaghettien, og kog den al dente.
Skær gulerod, løg, hvidløg og fennikel i små stykker og svits det i lidt olie i en stor gryde.
Hæld hvidvinen i og lad det koge op.
Tilsæt nu muslingerne og læg låget på. Kog muslingerne i ca. 5 minutter, indtil de har åbnet sig. Kassér de lukkede muslinger.
Si væden over i en anden gryde, og kom fløden heri. Kog saucen op og smag den til med salt og peber.
Anret nu spaghettien på tallerknen, læg muslingerne og lidt grøntsager ovenpå, og hæld til sidst den lækre hvidvinssauce over. Drys med masser af bredbladet persille og servér.
3 kommentarer
Hej Julie Karla,
Må først lige rose din blog. Virkelig inspirerende, med mad lige efter mit hoved, hvor sundhed ikke er en begrænsning men en mulighed.
Da du skrev om denne pasta, blev jeg simpelthen så ærgerlig over jeg ikke boede i Malmø. Men på min indkøbstur i dag i Irma, fandt jeg ud af de også er begyndt at forhandle de forskellige slags bønnepasta her, så nu står menuen på noget så klassisk som spaghetti bolognese, så tak for tippet!
Hej Flora Veronica. Tusind tak! Jeg er virkelig glad for, at du læser med, og kan godt lide, det du siger med, at sundhed ikke er en begrænsning men en mulighed. Det er nemlig lige præcis sådan, jeg har det : ) Og hvor er det bare fantastisk, at man nu kan få bønnepastaen i Danmark. Det må jeg have fat i. Rigtig god weekend. Kærlig hilsen Julie Karla.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.