Her kommer en rigtig sommeragtig bulgursalat, der passer perfekt til det vejr, vi har for tiden her i Danmark. Bulgursalaten er rigtig god som grilltilbehør og består af grøntsager og frugter, som netop er i sæson lige nu, nemlig nybælgede ærter og søde danske kirsebær. Jeg elsker generelt at putte frugt i mine salater og gerne i kombination med en saltet ost som feta. Det er super godt.
Bulgursalat kan varieres i det uendelige!
Netop denne bulgursalat er perfekt at variere med dine yndlingsingredienser. Jeg er sikker på, at den også vil smage vidunderligt med fx blåbær eller hindbær i stedet for kirsebær. En anden kombination kunne være at putte friske asparges og mandler i. Og så kan jeg varmt anbefale min lækker bulgursalat opskrift med sommerens skønne søde tomater og pinjekerner. Plus selvfølgelig en MASSE grøntsager.
I det hele taget er denne salat en favorit hjemme hos os. Først og fremmest fordi den er så nem at lave og fordi den altid er lidt forskellig i forhold til hvilke ingredienser, der er i sæson.
I det hele taget spiser jeg masser af salater lige for tiden. Når det er så varmt, skal maden helst være let, så mine aftensmåltider består for tiden mest af en god salat med alle mine yndlingsting i, og bulgur er efterhånden en fast bestanddel. Har du nogen gode ideer til variationer, så lad mig endelig høre dem?
Opskrift på Bulgursalat med kirsebær
- 2 dl. bulgur
- 3 dl. vand
- Salt
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. citron
- 2 håndfulde spinatblade
- 500 gr. ærter vægten før de bælges
- 150 gr. kirsebær
- 150 gr. feta i blok
- Persille fra 1 potte
- Kog bulguren i ca. 10 minutter ved lavt blus, indtil al vandet er absorberet.
- Lad bulguren køle af.
- Bland den færdigkogte bulgur med olivenolie, citronsaft og smag til med salt.
- Bland fint hakket persille i.
- Bælg ærterne og bland dem sammen med bulguren.
- Skær fetaen i små firkanter og bland dem i bulgursalaten.
- Pynt med kirsebær og dryp med olivenolie og drys med frisk kværnet peber, indtil din bulgursalat er lige som du vil have den.
5 kommentarer
Er det til en enkelt portion eller hvor mange bliver der til i sådan en omgang her? 🙂 M
Hej cæcilie
Der er til ca. 3 : )
Super, tak! Det ser super lækkert ud 🙂
Hej Julie
Super god blog og rigtig lækre opskrifter 🙂 jeg er også vild med bulgur, men det ser ud til at du normalt bruger alm. bulgur og ikke fuldkornsbulgur. Er der nogen bestemt grund til dette?
Tak Rita! Jeg bruger egentlig begge dele. Er helt klart mest til fuldkornsbulgur, men det er ikke altid, jeg lige har det ved hånden : )