Her kommer en nem chiagrød. Jeg er en af de helt store fortalere for chiafrø, der med sit høje proteinindhold og gode omega-3 fedtsyrer, er et fantastisk lille frø. Og jeg har efterhånden lavet en hel del opskrifter med chiafrøene, som min chiagrød med kakao, med citron eller med blåbær, dog er de alle lavet med mandelmælk. Og det kan være ret besværligt at få fat i den usødede mandelmælk, så jeg har ledt efter et nemmere og lige så godt alternativ i lang tid.
Derfor prøvede jeg at lave chiagrød på kokosmælk forleden, og det var et kæmpe hit. Kokosmælken gør chiagrøden dejlig cremet og giver en rigtig god mæthedsfornemmelse. Og så er jeg vild med den søde, milde smag af kokos Jeg køber altid den økologiske kokosmælk, for jeg synes egentlig, at den smager bedre og så kan jeg bare godt lide at vide, at kokosnødderne ikke har fået en eller anden form for sprøjtemiddel. Grøden var i selskab med danske jordbær og frisk mynte og så lidt ekstra kokosflager. En super dejlig chiagrød til at starte dagen på, men som også sagtens kan nydes som dessert.
Opskrift på chiagrød
Ingredienser (2 pers.)
3 spsk. chiafrø
3 dl. kokosmælk (jeg brugte en ekstra cremet variant)
Korn fra en 1/4 vaniljestang
Jordbær
Frisk mynte
Ristede kokosflager
Tilberedning
Om aftenen blandes chiafrø med kokosmælk og kornene fra en kvart vaniljestang. Sæt skålen på køl natten over. Næste morgen røres der godt i grøden, og den færdige chiagrød anrettes i to skåle, der pyntes med jordbær, frisk mynte og let ristede kokosflager.
1 kommentar
Mmm, hvor ser det altså lækkert ud. Det vil jeg straks gøre klar til morgendagens første måltid 🙂