Det kommer vist ikke som nogen hemmelighed, at jeg er vild med chiagrød, og denne chiagrød med chokolade og hasselnøddesmør er ingen undtagelse. Jeg laver det rigtig tit, og i alle mulige afskygninger for jeg elsker at eksperimentere med de små finurlige frø.
Som regel vælger jeg dog altid at blende chiagrøden med frosne bananskiver, som her, men også i denne her opskrift på en sund chiagrød. Frosne bananer har jeg næsten altid i fryseren til smoothies eller ja… chiagrød! Det giver grøden en luftig konsistens og er samtidig med til at søde grøden. Hvilken slags mælk jeg bruger afhænger lidt af, hvad jeg har ved hånden, men det er dog som regel kokosmælk eller en usødet nøddemælk som f.eks. mandelmælk, som man kan købe i helsekostforretninger.
Chiagrød med chokolade og hasselnøddesmør… smager lidt som nutella
Til denne her chiagrød med chokolade har jeg også toppet grøden med et godt lag hasselnøddesmør med hasselnødder fra Piemonte. Klart den bedste hasselnøddesmør, man kan købe. Jeg har købt den i Torvehallerne, og det smager SÅ skønt. Denne her chiagrød giver faktisk associationer til nutella – selvfølgelig bare i en sundere udgave, men kombinationen af ristede hasselnødder og mørk chokolade giver bare den dejligste smag. Man føler virkelig, at man spiser dessert til morgenmad, hvis man nyder chiagrøden som sit første måltid på dagen.
Det er dog vigtigt, synes jeg, at man bruger en god og kraftig chokolade med et højt kakaoindhold – jeg er vild med den helt oppe på 85 %. Både for sundhedens skyld til forskel fra f.eks. en mælkechokolade, men i den grad også for smagen.
- 2 dl. usødet mandelmælk
- 2 store spsk. chiafrø sorte eller hvide
- 1/4 tsk. vaniljepulver
- 1 spsk. kakao jeg brugte raw kakao
- 100 gr. frossen banan
- Hasselnøddesmør
- 85 % mørk chokolade
- Bland chiafrø med mandelmælk i en skål om aftenen, og sæt den i køleskabet natten over.
- Næste morgen blendes chiagrøden med frosne bananskiver, vaniljepulver og kakao.
- Server chiagrøden med hasselnøddesmør, finthakket god 85 % mørk chokolade og et godt drys kakao.
2 kommentarer
Hej Julie
Er hasselnøddesmør noget du køber eller laver selv? Og rører du det ud i grøden, eller lægger du en klat ovenpå? 🙂
Kh Rikke
Hov, nu så jeg lige, at du har skrevet det i teksten over opskriften, beklager ulejligheden 😉