Chiagrød er mit nye food crush! De, der jævnligt læser med herinde, ved, at når jeg først får øjnene op for en ny ingrediens eller et særligt produkt, som jeg virkelig godt kan lide, ja… så laver jeg rimelig mange opskrifter med den pågældende ting. Chiafrøene er det nyeste, og jeg har lavet to udgaver af chiagrøden indtil videre. Her med blåbær og her med kakao. De små sorte frø, som har et stort indhold af kostfibre og de sunde fedtstoffer, som f.eks. omega-3, er ret fantastiske. Og så er de rige på protein og har et forholdsvist lavt kulhydratindhold. Jeg har set dem i flere supermarkeder efterhånden. Min lokale Superbest og Føtex har dem i hvert fald.
Denne gang har jeg lavet en variation med citronskal. Det smager næsten ligesom citronfromage, eller en sund citronfromage i hvert fald, og sammen med den ristede kokos smager det helt perfekt. Jeg sidder faktisk og nyder chiagrøden i skrivende stund, og glæder mig over, at det er lørdag, og jeg kan bruge god lang tid på at spise min morgenmad. Tror også lige, at jeg tager en ekstra kop kaffe!
Ingredienser (1 stor eller 2 små portioner)
2 spsk. chiafrø
2 dl. mandelmælk
1/4 tsk. vaniljepulver fra Urtekram
75 gr. frosne bananskiver
1 spsk. skyr
Skal af 1/4 citron
Ristet kokosmel
Tilberedning
Dagen før røres chiafrøene sammen med mandelmælken og sættes i køleskabet. Dagen efter blendes chiagrøden med frosne bananskiver, vaniljepulver og revet citronskal. Rist kokosmelet på en tør pande, indtil det får en gylden farve. Lad det køle lidt af. Pynt chiagrøden med en spsk. skyr og ristet kokos, og server.
2 kommentarer
Ser godt nok lækkert og nemt ud 🙂
Kan det passe at der burde stå mandelmælk og ikke mandelfrø i ingredienslisten?
Hej Simone. Godt spottet : ) Jo, der skal selvfølgelig stå mandelmælk!