Confiteret hvidløg er blevet ret trendy her på det seneste. Jeg har i hvert fald set det poppe op mange steder på de sociale medier. Og det med rette, for det smager vildt godt. At confitere er når man tilbereder noget længe i fedtstof, så det bliver helt mørt og lækkert. Ligesom fx confiteret and. Her har jeg cofiteret hvidløg og hvide bønner i olivenolie, hvilket giver super møre og sødmefulde hvidløg, der sammen med bønnerne kan smøres ud på brødet.
Confiteret hvidløg og bønner – den perfekte appetizer
Opskriften her er oplagt som en appetizer. Servér de bagte confiteret hvidløg lune sammen med noget rigtig lækkert brød. Det bliver med garanti en crowd pleaser. Det er også lækkert at servere som en del af en tapas menu eller hvis man skal lave en lille buffet til en social ting. Jeg veksler ret tit mellem denne her opskrift og så min über gode artiskok opskrift, som du altså bare må prøve! Den er vanedannende!
Variér med friske krydderurter
Jeg har brugt frisk salvie i retten her, men altså du kan komme mange forskellige skønne krydderurter i. Du kan komme frisk rosmarin i, frisk oregano eller timian. Prøv dig frem! Du kan også udelade bønnerne, hvis du bare vil køre ren confiteret hvidløg. Men altså bønnerne bidrager jo altså med denne her cremede konsistens, som gør den så anvendelig til at smøre på for eksempel noget lækkert surdejsbrød.
- 8 fed hvidløg
- 125 g kogte hvide bønner
- 6 salvieblade
- 1 dl + 2 spsk god olivenolie
- 1/4 tsk flagesalt (plus ekstra drys ved servering)
- Friskkværnet peber
Sæt ovnen på 200 grader.
Pil hvidløgene. Skær de store over i to og kom dem i et lille ovnfast fad.
Kom bønnerne i fadet.
Læg salviebladene ovenpå.
Hæld olivenolien over, så det dækker.
Drys med flagesalt og friskkværnet peber.
Sæt fadet i den forvarmede ovn og bag i 30 minutter til hvidløgene er helt smør møre.
Servér med det samme.