SPONSORERET INDLÆG I SAMARBEJDE MED GEDEOSTEN.DK: Så skulle min blog da selvfølgelig også have en Croque Madame opskrift og det er en hjemmelavet, fra bunden af, en af slagsen! Med mornay sauce, dobbelt op på osten og sprøde spejlæg på toppen. Ja tak!
Mit twist på den er gedeosten fra Soignon, som smager skønt i en toast som denne og giver lidt kant. Og udover den mega cremede og ret så lækre mornaysauce, så er alfa omega, når det kommer til Croque Madame, at råvarerne er helt i top.
Det vil sige køb et rigtig godt surdejsbrød. Brug en god skinke og så køb endelig den gode franske Gruyere ost. Den kan altså virkelig noget. Et lille tip! Lidl har gruyere ost som fast vare og til en brøkdel af prisen end hos andre supermarkeder. Det er altid her jeg tanker op på osten!
- 20 g smør
- 20 g hvedemel
- 2 1/2 dl mælk
- 40 g revet gruyere ost
- Et lille nip fintrevet muskatnød
- Salt
- 4 store skiver godt brød, fx ciabatta eller surdejsbrød
- 1 tsk dijon sennep
- 80 g landskinke
- 6 tykke skiver Soignon økologisk gederulle
- 10 g smør til stegning
- 2 æg
Smelt smør i en lille gryde og kom melet i. Pisk godt rundt i 1/2 minuts tid. Tilsæt mælken lidt efter lidt, mens saucen tykner. Der skal piskes, så der ikke kommer klumper.
Når saucen har den rette konsistens tilsættes den revne gruyere. Smag til med salt, friskkværnet peber og en lille smule muskatnød. Lad saucen stå under låg, mens toasten laves.
Tænd ovnen på grill funktion.
Smør brødskiverne med en smule dijon sennep. Læg skinke på to af brødene og derefter gedeostskiver. Læg de to resterende brødskiver over.
Varm en stor pande med smør. Steg toastene gyldne på hver side. Kom dem i et fad.
Hæld mornaysauce over dem og afslut med lidt fintrevet gruyere.
Bag dem under grill i ovnen til de får en gylden overflade. Husk at holde øje, det går hurtigt.
Steg to spejlæg på den samme pande et par minutter, indtil hviderne er faste, men blommen stadig flydende.
Anret de to croque madame med spejlæg og evt. lidt grønt som fx brøndkarse eller alm karse. Drys også gerne med tørrede chiliflager for lidt bid.
Croque Madame opskrift – En genial morgenmad
Jeg kan virkelig anbefale en dag, måske en weekendmorgen, at lave denne her Croque Madame. For når man har givet sig den ekstra tid i køkkenet og lavet denne luksus toast, så er det altså nærmest som at spise ude. Og det kan vi jo godt have brug for at føle engang imellem, ikke sandt? Især i de her Corona tider.
Ih jeg bliver helt lækkersulten af at kigge på de her billeder. Der er seriøst et eller andet nærmest meditativt ved at kigge på smeltet ost. Er det ikke rigtigt?!
Udover at servere den til morgenmad eller brunch, så fungerer den altså også super fint som en let aftensmad med en grøn salat ved siden af. Det kunne fx bare være spæde salatblade vendt med en lækker sennepsvinaigrette. Den dressing jeg fx har brugt i min opskrift på salade de chevre chaud. Herhjemme kan vi i hvert fald sagtens finde på at lave lækre luksus udgaver af toasts som denne her til aftensmad.