Her kommer en god gammeldags farsbrød opskrift, som jo alligevel har fået sig et lille twist, eftersom jeg har tilsat frisk rosmarin, æble og rosiner.
Farsbrød er så dejligt nemt at lave, men alligevel er det oftest frikadeller, jeg kaster mig over, når jeg bruger hakket svinekød. Og det er da egentlig lidt ærgerligt, når farsbrød er sådan en dejlig, dansk og smagfuld ret, der absolut ikke må gå i glemmebogen.
Farsbrød opskrift med et twist
Til denne her farsbrød opskrift har jeg valgt at tilsætte frisk rosmarin, som er den eneste krydderurt, der stadig lever sit liv ude på min altan. Og så har jeg tilsat æbletern og rosiner for at give farsbrødet lidt sødme. Lidt bacon omkring det her farsbrød ville bestemt heller ikke være af vejen, men det havde jeg desværre ikke lige ved hånden den dag.
Jeg har ellers fundet et nyt sted, hvor jeg handler basis kødvarer som f.eks. hakket kød og bacon. Føtex Food her i København har nemlig 25 % på al økologi hver tirsdag og torsdag her i København, og når jeg nu er på barsel, er det skønt at kunne fylde kurven med økologisk kød og alt muligt andet sådan en tirsdag eller torsdag formiddag, hvor der er friske varer på hylderne og ikke så mange mennesker. Blot et lille tip herfra!
- 400 gr. hakket svinekød
- 1 løg
- 1 æg
- 2 spsk. hvedemel
- 1 stor spsk. frisk fint hakket rosmarin
- 1 tsk. salt
- Masser af frisk kværnet peber
- 1/2 rødt æble
- 1 spsk. rosiner
- Riv løget fint og rør det godt sammen med det hakkede svinekød, æg, hvedemel, rosmarin, salt og peber.
- Skær æblet i meget små stykker og rør også dem og rosinerne sammen med farsen.
- Lad farsen stå og hvile lidt.
- Tænd ovnen på 200 gr. og kom farsen i et ovnfast fad. Form det til et lille farsbrød og kom det i ovnen. Pynt evt. med en lille rosmarinkvist oven på farsbrødet.
- Bag farsbrødet i ca. 45 minutter.
- Servér med det samme.
Til det her farsbrød serverede jeg en rødbedesalat med bagte rødbeder, feta, appelsin og hakkede, ristede hasselnødder, som i øvrigt snart kommer på bloggen. Men en af mine seneste salater, nemlig denne her bagt rødbedesalat med feta og citrus ville også passe super godt til.
Og så vil jeg da lige benytte lejligheden til at linke til de to andre farsbrød opskrifter, der er her på bloggen. Begge med tranebær og pistacienødder pudsigt nok! Nemlig mit vildt-farsbrød med tranebær og pistacienødder (Mmmm det må jeg snart lave!) og så en af de gamle opskrifter, nemlig mine mini farsbrød med pistacienødder, tranebær og frisk estragon.
2 kommentarer
Meget lækkert, kan godt lide du laver fars af mørbrad og at du har tip om billig økologi 🙂
Ønsker dig en skøn dag!
Tak Maria!