SPONSORERET INDLÆG MED GEDEOSTEN.DK: Fisk en papilotte er virkelig en af de bedste måder at tilberede fisk på, hvis du spørger mig. Det er simpelthen så nemt, og jeg synes altid, at fisken bliver helt perfekt mør og med masser af smag. Man kan jo komme alt muligt i sammen med fisken. Bare tøm grøntsagsskuffen. Her har jeg bl.a. brugt fennikel, citron og oliven og så gedeost, som passer skønt til både grøntsager og fisk.
Jeg har jo et super godt samarbejde med gedeosten.dk, hvor jeg får lov til at lave alle mulige skønne retter med Soignons økologiske gederulle. Og denne her fisk en papilotte er én i rækken.
Fisk en papilotte er super nem hverdagsmad
Det tager vitterligt ikke særligt lang tid at lave fisk en papilotte, og man kan bruge stort set alle slags hvide fisk. Aftensmaden bliver så også næsten endnu nemmere hjemme hos os om fredagen, hvor vi får fisk leveret, og meget ofte er det fisk i små pakker som her, der ender på bordet.
Og det gode ved fisk en papilotte er, at man kan customize pakkerne. Det gør jeg f.eks. med Nords. Han får lov til selv at komme de grøntsager ned i pakkerne, som han har lyst til. Og han elsker det. Han er seriøst verdens største fan af fisk. Han elsker al slags fisk, og der blev dælme også kørt nogle blæksprutter ned på Malta. Det er virkelig en stor fryd for mig her i livet, at se hvor stor en appetit han har på alt muligt. Og også gedeost går rent hjem.
Hvordan folder man pakkerne?
Det er meget nemt at folde pakkerne tæt, når man først lige har studeret teknikken. Mit bedste tip er at se en YouTube video. Det gjorde jeg første gang. Men du kan også bare freestyle, eller lave sådan nogle bolsjeagtige pakker. Det vigtigste er bare, at du lukker pakken rigtig godt, så al den gode saft ikke siver ud!
- 225 gr. hvid fisk (jeg brugte torsk)
- 4 små tomater
- Ca. 8 meget fintskåret skiver fennikel
- 6-8 kalamata oliven
- 2 tynde skiver citron + ekstra saft til fisken
- 2 smørtern
- 4 skiver Soignon gederulle
- 2 skvæt hvidvin (ca. 3 tsk. per pakke)
- 8 friske basilikumsblade
- Fennikeltoppe
- Salt
- Friskkværnet peber
Fordel halvdelen af fisken på et stykke bagepapir. Kom halverede tomater på samt fennikel, oliven, citronskiver, smørtern og gedeost.
Dryp med citron og stænk med hvidvin.
Drys med salt og peber samt friske basilikumsblade og lidt fennikeltoppe.
Fold bagepapiret stramt om fisken og luk godt. Gentag samme procedure med den sidste fisk.
Placér pakkerne på en bageplade og kom i en forvarmet ovn ved 180 gr. i ca. 15 minutter.