Så er jeg kommet hjem fra den dejligste vinterferie i vores hus i Sverige. Og eftermiddage med semlor og kaffe, vafler med sylt og grädde (fløde) og knækbrød med smør er nu skiftet ud med væsentlig flere grøntsager, hvilket faktisk også er ret skønt. Jeg lægger ud med en skøn suppe opskrift, nemlig en fransk løgsuppe opskrift. Sådan helt klassisk med ostebrød ved siden af. Det smager altså virkelig dejligt, og løg kan altså sagtens udgøre hovedingrediensen i en ret. Løg er i det hele taget lidt undervurderet. Så derfor slår jeg lige et slag for den skønne gule grøntsag.
Fransk løgsuppe opskrift – den helt klassiske
Tricket bag en god klassisk løgsuppe er, at løgene får lov at karamellisere inden bouillonen hældes på. Så lad dem stå og stege ved svag varme under låg i de der 25 minutter, til de får den helt vidunderlige søde løgsmag frem.
Jeg har lavet ostebrød med gederulle, frisk rosmarin og honning til. Men altså den helt klassiske med gruyere ost er altså heller ikke at kimse af. Begge dele smager faktisk ret optur. Men nu havde jeg lige gedeost ved hånden.
Denne uges madopskrifter
Efter sådan en dejlig vinterferie skal jeg nu i gang med at planlægge nye opskrifter til bloggen. Jeg har endnu en opskrift med min yndlings pastatype orzo i tankerne. Og så vil jeg lave en enkel hytteost-dild salat, en kål salat med asiatisk dressing og endelig en opturs surdejstoast med lutter gode sager. Så der er meget godt i vente. Og alle opskrifter er ovre i den vegetariske afdeling. Fordi det har jeg lige lyst til efter en ferie med ret så mange svenske köttbullar.
Gad vide, om jeg egentlig skulle skrive lidt om min ødegård her på bloggen og vise billeder fra huset? Skriv endelig en kommentar, hvis det overhovedet har interesse. Ellers kan man også altid følge med i mit svenske eventyr ovre på min instagram.
- 1 kg løg
- 3 fed hvidløg
- 25 g smør
- 1 tsk sukker
- 1 tsk tørret timian
- 3 stk tørrede laurbærblade
- 1 ltr grøntsagsbouillon
- Salt
- Friskkværnet peber
- 8 tykke skiver gederulle
- 1 flutes
- Akaciehonning
- 1 spsk frisk grofthakket rosmarin
Skræl løgene og halvér dem.
Skær dem i skiver og kom dem i en skål.
Hak hvidløg fint.
Smelt smørret i en gryde.
Kom løg og hvidløg i gryden og lad det stege nogle minutter ved høj varme, mens der røres jævnligt rundt.
Tilsæt sukker, laurbærblade samt timian, rør rundt og sæt låg på og skru ned til svag varme. Lad løgene stege videre under låg i ca. 25 minutter. Rør et par gange undervejs.
Sæt ovnen til 225 grader.
Tilsæt grøntsagsbouillon til de let karamelliserede løg, og lad det simre mens brødene bages.
Skær flute ud i 8 skiver og kom en skive gedeost på hver. Dryp med lidt honning og drys med frisk rosmarin. Bag dem i ovnen i ca. 10 minutter til ostern er varm og har fået en let gylden farve. Smag suppen til med salt og peber og servér med ostebrød.