Det her er verdens nemmeste salat, men også en salat, som jeg slet ikke kan stoppe med at spise af. Jeg sidder sågar lige nu, mens jeg skriver med en skål foran mig. Det er nemlig en frisk rødkålssalat med alle mine yndlingsingredienser lige nu som kakifrugt, granatæblekerner og frosne solbær!
Frisk rødkålssalat med frosne solbær
Og ja, lige netop! Frosne solbær… Det smager mega godt. De tør lynhurtigt op, når de drysses over salaten. Og så bidrager de med masser af smag, og solbærrene er fuldstændig vidunderlige sammen med rødkål. Sjældent har jeg været så meget oppe at ringe over en salat.
Jeg er så heldig stadig have masser af bær fra i sommers i fryseren og heriblandt solbær. Men økologiske solbær er efterhånden ret nemme at få rundt omkring. Jeg tror, at en pose økologiske solbær koster omkring 20 kr eller sådan i COOPs netbutik.
Altid frugt i salater
Generelt elsker jeg bare frugt i salater og særligt bær. De bidrager med så meget friskhed og sødme. Og lige præcis solbær hører til blandt favoritterne hos mig.
Til salaten her har jeg bare lavet den mest simple dressing. For jeg syntes den skulle have en masse syre, der kunne være lidt et modspil til de søde figner og kakifrugten. Så jeg har egentlig bare blandet æblecidereddike med en rigtig god olivenolie. Mere skal der ikke til, hvis du spørger mig.
Så ja, jeg synes virkelig du skal kaste dig ud i en salat med solbær som her. Og rødkålssalat er jo ikke bare forbeholdt julemåneden. Det skal vi da også spise i januar og så længe der er masser af de skønne sunde rødkål derude! Og så vil jeg da lige benytte lejligheden til at linke til nogle af mine andre opskrifter med solbær, nemlig disse skønne sager:
Lækker salat med spinat og solbærdressing
Tortilla med brie, solbær og spinat
Solbærmarmelade med dadler
Og husk at du også altid kan følge med i mit opskriftsunivers ovre på på min profil @juliekarladk på Instagram.
- 1 lille rødkål Mit var økologisk, så ret lille, Ca. 400 g
- 1/2 granatæble
- 1 æble
- 1 kakifrugt
- 4 tørrede figner
- 1 håndfuld pekannødder
- 1 dl frosne solbær
- 2 spsk æblecidereddike
- 2 spsk god olivenolie
Snit rødkålen fint på et mandolinjern og kom det i en skål.
Tag kernerne ud af granatæblet og kom dem i skålen.
Skær æblet og kakifrugten i små tern og kom dem i.
Rør æblecidereddike sammen med olivenolie og vend rundt i salaten.
Anret salaten på et stort fad.
Drys med grofthakkede figner og pekannødder og til sidst frosne solbær.