SPONSORERET INDLÆG I SAMARBEJDE MED GEDEOSTEN.DK: Pyha der er travlt hos casa Julie Karla de her dage. Der er godt nok run på med to små krudtugler på 1 og 4 år. Og så moren, der prøver at arbejde lidt ved siden af. Som nu hvor den mindste sover, og jeg kan udgive denne her frittata opskrift, som jeg har udviklet til mine gode venner ovre hos gedeosten.dk.
Min yngste søn Bue, som netop er fyldt 1 år, er stadig hjemme hos mig. Han skal først starte i vuggestue til januar, når han er 1 1/2 år. Dels er der først plads til ham i den skovvuggestue, han skal gå i. Dels så synes jeg det er dejligt at have ham hjemme hos mig. Det har mildest talt været et omvæltende år med corona men selvfølgelig mest min mors død, så jeg synes, det er rart, at Bue og jeg nu kan få den hyggelige barselstid, som af åbenlyse grunde har været lidt tilsidesat det sidste års tid.
Jeg skal stadigvæk arbejde, og jeg har heldigvis en masse spændende projekter liggende forude, som jeg skal til at tage fat på. Men det bliver altså i Bues lure om dagen og om aftenen at køkkenet indtages eller computeren tændes. Og det passer mig rigtig godt lige nu. For så er der tid til at hygge ekstra meget om både Bue men selvfølgelig også min store dejlige dreng Nord.
Frittata opskrift til morgenmad, frokost eller aftensmad
Ja, som overskriften lyder, så kan en frittata som denne i virkeligheden spises når som helst på dagen. Jeg kan sagtens finde på at lave en frittata til morgenmad (har i øvrigt også en opskrift i min nyeste kogebog) og så er det jo også bare mega nem aftensmad. Man kan komme alt muligt i sin frittata. Her har jeg lavet den udgave, jeg holder allermest af, nemlig med grillede peberfrugter. Som jo i øvrigt også er fantastiske til alt muligt andet, så gem endelig opskriften på dem.
De grillede peberfrugter får dejligt selskab af gedeost, løg og frisk timian. Og så har jeg lavet en let frisk salat hertil med en dejlig klassisk sennepsvinaigrette. Alt i alt bare en dejlig klassisk ret, som er nem at lave.
- 2 røde peberfrugter
- 1 gul peberfrugt
- 2 spsk olivenolie
- 1 skalotteløg
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk friske timianblade
- 8 æg
- 1 dl mælk
- 1/2 tsk salt
- Friskkværnet peber
- 10 skiver Soignon økologisk gederulle
- 150 g salat
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk dijonsennep
- 1 tsk agavesirup
- 1 tsk æblecidereddike
Start med at forberede de grillede peberfrugter.
Sæt ovnen på grillfunktion.
Halvér peberfrugterne og læg dem på en bageplade med bagepapir med skindsiden opad.
Tryk dem flade med hånden.
Grill dem i ca. 10-15 minutter til skindet bliver sort.
Læg dem i en frysepose og kom dem på køl i ca. 15 minutter. Når de er kølet af pilles skindet af og de skæres i tykke strimler.
Sæt ovnen på 200 grader alm. ovn.
Hak løg og hvidløg fint og steg det gyldent sammen med frisk timian i 2 spsk olivenolie på en pande.
Tilsæt de grillede peberfrugter og vend det hele sammen. Fordel peberfrugterne jævnt på panden.
Pisk æggene sammen med mælk og salt i en skål, og hæld æggeblandingen på panden.
Lad frittataen stege i ca. 5-7 minutter, indtil den er blevet fast rundt i kanterne.
Fordel skiver af gedeost på frittataen og sæt den i ovnen.
Bag frittataen i ca. 15-10 minutter, indtil den er helt fast og gedeost gylden.
Bræk salaten i mindre stykker.
Pisk olivenolie sammen med sennep, agavesirup og æblecidereddike og vend med salaten.
Servér frittaten sammen med salaten og noget godt brød.
2 kommentarer
Grillede, skinddfri peberfrugter er konge.
Nemlig det smager så godt!