Jeg lavede fyldt avocado med æggesalat til jeg og Mikkel i weekenden, og nogle af mine favorit ingredienser kombineret i én opskrift måtte da selvfølgelig også ramme bloggen. Forestil jer en perfekt moden avocado med en cremet æggesalat, en frisk agurkesalat med masser af dild og rugbrødsknas, så kan det da ikke gå helt galt vel?!
Fyldt avocado – en frokost der mætter
Det her er virkelig en ret, der mætter. Der er masser af det gode fedt i, og det giver en god mæthedsfornemmelse. Serverer du rugbrød til, ja så blir’ man virkelig mæt og retten egner sig godt til en hurtig aftensmad. Vil du gøre den lidt mere fedtfattig, kan du erstatte halvdelen af mayoen med skyr.
Du kan også bruge opskriften på min luksus æggesalat med estragon, hvis den skal være endnu mere ja, luksus agtig!
En skøn weekend
Udover en lækker søndagsfrokost, så har jeg virkelig haft en skøn weekend.
Mikkel kom hjem fra en locationtur til Ukraine, hvor han researcher til en film, og det var så dejligt at få ham hjem efter en uge. Vi var på bondegårdslegeplads med den lille på Amager. Tænk, at der ligger en vaskeægte bondegård midt inde i byen, midt i et boligkvarter. Med heste, køer, grise, geder og mange andre dyr. Det er så optur, når man nu har et bybarn, er der stadig er mulighed for at komme helt tæt på dyrene.
Glæder mig til endnu en weekend!
Så havde jeg et skønt gensyn med en gammel veninde og hendes lækre unge på Nords alder, og det var en fest, og i går aftes lavede vi hjemmelavet pizza med bassen. Flere af de weekender tak! Heldigvis tyder næste weekend også på en god én af slagsen med en stor fødselsdagsfest for vores lille, store Nord.
Super lækker og mega nem frokostret. Fyldt avocado med æggesalat smager SÅ godt!
- 2 stk modne avocadoer
- 2 stk æg
- 2 spsk mayonaise (brug evt 1 spsk mayo og 1 spsk skyr for en lavere fedtprocent)
- 1 tsk dijonsennep
- 1/4 tsk stødt gurkemeje (kan udelades, men gir' den smukke farve)
- salt
- 1/4 agurk
- 1 tsk æblecidereddike
- 1 tsk akaciehonning (eller agavesirup)
- 1 spsk frisk grofthakket dild
- masser af friskkværnet peber
- 1 skive rugbrød
- olivenolie
- salt
Start med at skære agurken i skiver, og vend dem med æblecidereddike, honning, dild samt masser af friskkværnet peber. Lad det stå en 10-minutters tid, mens de øvrige ingredienser tilberedes.
Kog æggene i 10 minutter til de er hårdkogte. Skyl dem under kold vand, pil dem, og lad dem køle af, før de skæres i små tern.
- Rør mayo sammen med dijonsennep og gurkemeje og smag til med salt og peber. Vend de hakkede æg i.
- Skær rugbrødet i små tern og rist dem i olivenolie på en varm pande. Drys med salt og tag dem af varmen, når de er dejligt sprøde.
Fjern stenene i avocadoerne og kom lidt æggesalat i de fire både. Pynt med frisk dild og drys med rugbrødsknas. Servér de fyldte avocadoer med de syltede agurker.