Uh, jeg ved godt, at jeg lovede en opskrift på en juleagtig æblesmør, og den kommer også! Men først vil jeg altså lige poste denne her opskrift på fyldte squash med bacon. Sådan en dejlig nem hverdagsret, som de fleste kan li’, og som børnene forhåbentlig også gerne vil kaste sig over.
Elsker fyldte squash fordi det er sådan en taknemlig ret. Man kan sådan set bare komme de fleste rester ned i sine squash. Drysse med lidt ost, eller vikle bacon omkring, og så har man altså en sjovere og anderledes nem hverdagsret end den klassiske lasagne eller kødsovs.
Fyldte squash med brune ris
Jeg havde nogle brune ris tilovers fra gårsdagens boller i karry, og de fungerede som grundelementet i mit fyld. Dem blandede jeg sammen med de grøntsager, jeg nu havde ved hånden, og der var heldigvis også lidt frisk rosmarin i blandt, og så blev det hele vendt sammen med flødeost.
Bacon blev viklet omkring, meget vigtigt, og så kører det ellers bare. De smager virkelig godt, og ikke mindst fordi noget af den dejlige salte baconsmag drypper ned i fyldet. Det kan vi li’!
Så opfordringen er hermed givet videre om at kaste sig ud i de her skønne fyldte squash. Og freestyle endelig! Brug hvad du har i køkkenet. Det er oftest ved at improvisere at de helt gode retter, og senere gengangere, opstår.
Nemme og lækre fyldte squash med bacon på toppen!
- 4 mellemstore squash
- 3 dl kogte brune ris (du kan også bruge perlebyg, speltkerner eller andet)
- 2 store spsk flødeost
- 8 skiver bacon
- 1 lille løg
- 1 fed hvidløg
- 1 stk bladselleri
- 1 stor tomat (eller 2 små)
- 4-5 kviste frisk rosmarin
- olivenolie
- salt
- friskkværnet peber
Halvér squashene og udhul dem. Der skal dog stadig være en god tyk skal tilbage. Gem squash "kødet" til en anden opskrift.
Snit løg, hvidløg og bladselleri fint og steg det i olivenolie ved middelvarme et par minutter, indtil de bliver en smule bløde.
Tilsæt grofthakket frisk rosmarin og hakket tomat. Lad det stege med et par minutter og tag af varmen. Lad det køle en smule ned.
Bland de stegte grøntsager sammen med de kolde ris og flødeost. Smag til med salt og peber.
Kom fyldet i de udhulede squash og vikl bacon omkring.
Dryp med olivenolie, pynt med en kvist rosmarin på hver og bag i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter.