Gnocchi er nok én af mine yndlingsting fra det italienske køkken, så der skal selvfølgelig også være en efterårsagtig gnocchi opskrift på bloggen. Jeg elsker de her små skønne kartoffelpuder og helst i selskab med noget ekstra lækkert, som f.eks. gorgonzola, parmesan, tomatsovs eller i det her tilfælde sprødstegt pancetta og bagt græskar.
Et nyt super trick
Og så har jeg opdaget en ret så fantastisk måde at tilberede de her små gnocchi på. De skal nemlig steges sprøde på panden efter de er kogt. De skal have den her sprøde overflade og være helt bløde indeni. Ah men altså. Den der sprøde overflade, det er så godt. Og ikke mindst, når der hænger lidt stegt pancetta og salvie ved.
En gnocchi opskrift til hverdagen
Hvis jeg skal være ekstra god ved mig selv, og have noget lækkert at spise, så vil jeg lave denne her opskrift. Jeg elsker simpelthen stegte gnocchi og denne her kombination er super. Og så er den nem at lave med få enkle ingredienser. Til gengæld skal man ikke gå ned på den friske salvie, den er vigtig, så køb en potte, så der er rigeligt. Og endelig tager den ca. kun en halv time at lave, og det kan vi li’ på travle dage.
En super nem hverdagsret, der smager skønt af frisk salvie.
- 400 gr. butternut squash
- olivenolie
- 400 gr gnocchi
- 70 gr. pancetta i skiver
- 2 stk. skalotteløg
- 2-3 spsk. grofthakket salvie
Skræl græskaret og skær i små stykker. Vend med olivenolie og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Drys med salt og friskkværnet peber og bad ved 200 gr. i ca. 20 minutter, indtil de er bagte.
Sæt vand over til gnocchien og kog dem færdige. Vend dem med olivenolie og lad dem stå til senere.
Skær pancettaen i små stykker og steg det sammen med hakket skalotteløg i en dyb pande, indtil løgene bliver gennemsigtige. Tilsæt grofthakket salvie. Lad det hele stege 5-7 minutter, indtil pancettaen så småt begynder at blive sprød.
Vend nu gnocchien i panden og steg ved høj varme nogle minutter, så gnocchien får en skøn stegeskorpe og pancettaen bliver helt sprød. Vend til allersidst den bagte græskar i.
Anret på 2 tallerkner og pynt med frisk salvie.
Flere gnocchi opskrifter
Jeg har lavet to andre gnocchi opskrifter, som ligger her på bloggen, og som jeg lige linker til. Det gode ved gnocchi er at kogetiden er så kort, så man lynhurtigt kan bikse et super lækkert måltid sammen. Som jeg startede med at nævne, så er gorgonzola ALTID et godt match til gnocchi. Og det er bare at svitse lidt skalotteløg i en lille gryde, komme mælk/fløde og gorgonzola i, og peber og vupti. En lækker gorgonzola sauce til dine gnocchi.