Jeg er i fuld gang med at arbejde på min nye kogebog, som skal være færdig i starten af det nye år, og det er et mega sjovt projekt, men det tager også tid. Så jeg er begyndt at sætte konkrete dage af til at lave blogindlæg og opskrifter og så andre dage til kogebog. I dag er det så blogdag, og det kom der denne her græskarsalat med æble, granatæble og hytteost ud af.
Græskarsalat med ingredienser der klær’ hinanden
Der er ikke meget, der kan gå galt, når man matcher græskar med æble eller granatæble. Og æble og rucola er også altid et godt match. Og ja, hytteost går bare godt til det hele! Se bare mit tidligere indlæg KUN dedikeret til hytteost, hvor jeg går igennem et hav af smagskombinationer.
I det hele taget er det som om, at når vi nærmer os efteråret, så går min hjerne bare i græskar mode. Jeg elsker den dejlige grøntsag, og kan faktisk ikke få nok. Jeg vil have græskar i det hele! Og løber man igennem bloggen, har jeg også lavet en MASSE græskaropskrifter! Faktisk så mange at det næste indlæg bliver et græskarindlæg, der kun handler om, ja det har du nok gættet.
I morgen er der fødselsdag!
Og så er det min søde mand Mikkels fødselsdag i morgen. Jubii! 38 år! Vildt når man tænker på, jeg har kendt ham siden han var 25! Og nu hvor Nord snart bliver 3 år, så synes han virkelig, at det der fødselsdagsfejring det er fedt. Så vi har været i Søstrene Grene og plyndre hele butikken for fødselsdagsgrej og skal rigtig pynte op i eftermiddag, når han kommer hjem fra børnehave!
Menuen i morgen. Den står selvfølgelig på Stægt flæsk med persillesovs og citronfromage til dessert. Det er jo fødselaren der bestemmer! Så græskarsalaten må vige denne gang.
Super dejlig og nem græskarsalat, som er smuk at se på.
- 400 gr butternut græskar skåret i halve skiver
- olivenolie
- 2 store håndfulde rucola
- 1 æble
- 1/2 granatæble
- 4 spsk hytteost
- 2 spsk ristede græskarkerner
- 2 tsk hampefrø
Skræl butternut græskaret og skær det i halve skiver. Dryp med olivenolie over og bag i ovnen ved 200 gr. i ca. 20 minutter, indtil de er møre. Lad dem køle af.
Skyl rucola og fordel det på et fad.
Læg bagte græskarskiver på.
Pynt med skiveskåret æble, granatæblekerner og hytteost.
Drys let ristede græskarkerner over samt hampefrø og dryp til sidst med en god olivenolie.
1 kommentar
Dine opskrifter finder jeg lækre og uden brug af for megen tid at tilberede